2019-sæsonen er skudt i gang for Drive It’s blogger Christina Nielsen, der gør status efter to benhårde langdistanceløb på hver sin side af Jorden: 24-timersløbet på Daytona og 12-timersløbet på Bathurst.
De fleste tror, at racerkørere holder fri om vinteren. Men sandheden er, at vi bare finder nye steder at køre. Fordelen ved at køre ræs i USA er, at man altid kan finde en racerbane, hvor solen skinner, og IMSA-sæsonen starter derfor allerede i januar og slutter i oktober. Nogle teams tester allerede i november og december, før det går løs igen lige efter nytår, og det giver ikke meget tid til ferie. Men det er fint med mig, for når man elsker at sidde i en racerbil, vil man helst gøre det hele tiden.
I år var sjette gang, jeg stillede op til 24-timersløbet på Daytona, og det er et løb, jeg altid ser frem til. Selvfølgelig fordi, det betyder, at sæsonen er skudt i gang igen, men mest af alt fordi jeg elsker banen, atmosfæren og ikke mindst ræset.
I år stillede jeg igen op med et helt nyt team, og selv om det ikke gik, som vi havde håbet, var det en fed oplevelse at repræsentere Meyer Shank Racing med Katherine Legge, Bia Figueiredo og Simona De Silvestro. Vi havde en god dynamik i teamet, og vi nåede at være med i kampen om en topplacering, før det massive regnvejr trak ind over Daytona og sluttede løbet før tid.
Hårdere end Le Mans
Det er oplagt at sammenligne Daytona med Le Mans, men udover de 24 timer, det tager fra start til slut, er der kæmpe forskel på to steder. Le Mans kaldes for verdens hårdeste racerløb, men faktisk mener jeg at et løb som 12-timers Sebring er fysisk mere krævende.
Det samme gælder for Daytona. Banen er under en tredjedel af længden på Le Mans, så du får kørt væsentlig flere omgange på et stint, og den har ikke en flere kilometer lang Mulsanne-strækning, hvor du kan få et afbræk i kampen, mens du kører ligeud. Den kortere længde giver også mere trafik – der kommer flere biler forbi dig, og du har også flere biler, du skal overhale. Det er mere råt, mere actionfyldt. Og mere mørkt, fordi natten begynder tidligere og sluttere senere, end den gør i Frankrig i juni. Samtidig kan det være stegende varmt, når løbet begynder, og nærmest frysende om natten. Det er et helt specielt sted.
Videre til Australien
Specielt var det også at komme til Bathurst og være med i det, som nok må betegnes som det mest spektakulære 12-timersløb i verden. Sebring er en klassiker, som man kun vinder med den rigtige kombination af mod, strategi og held – men på Bathurst er det som om, at det kræver endnu mere af det hele for at vinde. Der er nok en af de mest komplicerede baner, jeg nogensinde har kørt på. Der er ekstreme højdeforskelle, ujævnt underlag og hårde betonvægge. Alt sammen er noget, jeg er vant til fra de amerikanske racerbaner, men her er tingene kombineret i en grad, jeg aldrig har oplevet før. Altså, du kan risikere at ramme en kænguru – det siger vist alt!
Det var mit første løb i en Mercedes-AMG og forhåbentlig ikke det sidste. Jeg havde nået at teste én magen til, inden jeg rejste fra USA, og da jeg landede i Sidney, kørte jeg direkte fra lufthavnen til racerbanen. Man er lidt rundt på gulvet, når man har fløjet mere end et halvt døn (og lander to kalenderdage, efter man lettede), men det var bare om at komme i gang.
Bilen er en klassisk sportsvogn med lang front og V8-motor, og sædet placeret lige foran baghjulene. Jeg stillede op med Yelmer Buurman og Mark Griffith, som er en legende i australsk motorsport, og vi fik lavet et godt setup og kvalificerede os til en andenplads på startgridden.
En af de mest udfordrende weekender
Det skulle dog vise sig at blive en af de mest udfordrende racerweekender, jeg har haft. Vi fik en hård påkørsel fra en konkurrerende bil undervejs i løbet, og derudover mistede vi systemet, som skulle tilføre kølig luft til bilens cockpit. Det krævede et ekstra pitstop, simpelthen fordi, man var ved at kollapse i den brændende hede kabine. Samtidig fik vi en tidsstraf, som heller ikke gjorde det hele nemmere. I alt måtte 15 af de 38 startende biler udgå, hvilket fortæller noget om, hvor hårdt løbet er.
Men det var alligevel en fed oplevelse af være med på Bathurst – og for mig personligt ret betydningsfuld, da min ven og mentor, Allan Simonsen, engang var en af de helt store på banen. Allan havde omgangsrekorden på Bathurst, da han mistede livet på Le Mans, og det trofæ, man får, når man tager pole position i 12-timersløbet, er opkaldt efter Allan. Jeg håber bestemt, at jeg kan vende tilbage og tage kampen op igen på et andet tidspunkt.
Og nu er det tid til Sebring!