Drive It’s blogger Michael Christensen om at vinde 24-timers Le Mans, om muligheden for at blive verdensmester – og om det andet 24-timersløb, han stadig drømmer om at vinde.
Da Michael Christensen i 2017 udgik fra en førerposition i 24-timersløbet på Le Mans, oplevede han sin største professionelle nedtur. Da han året efter kørte sin Porsche over målstregen som vinder, var det karrierens foreløbige højdepunkt. I 2019 er han igen vinderfavorit i den franske klassiker – og samtidig står han på tærsklen til et verdensmesterskab.
Hvad tænker man, når det går op for én, at man er på vej til at vinde verdens største racerløb?
“Alt og intet. Man har svært ved at tro på det. Jeg har drømt om at køre Le Mans, siden jeg kørte gokart, og at vinde det, endda med et mærke som Porsche, som jo har en fantastisk historie på Le Mans var så sindssygt stort, at det var svært at tro på. Jeg er enormt glad for, at det var mig, som fik lov til at køre bilen over stregen. På den sidste omgang inden det ternede flag, begyndte det at blive lidt mærkeligt. Det lyder åndssvagt, men det er først lige dér inden det lykkes, at man bliver nervøs. Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte, andet end at jeg skulle sørge for at køre bilen pænt over stregen. Garagen var jo fyldt med direktører og bestyrelsesmedlemmer fra fabrikken, og de fulgte alle sammen med på skærmene.”
“Jeg anede pludselig ikke, hvad jeg skulle sige til dem over radioen. Det skulle helst være lidt cool, for jeg vidste jo, at hvert et ord ville blive sendt direkte ud i fjernsynet. Det endte med, at jeg gjorde det mest naturlige og takkede hele holdet for indsatsen. For det var dét, det var. En holdindsats. Efter målflaget kørte jeg en hel omgang, og da kom alle løbets marshalls løbende ind på banen med deres flag. Sjovt nok var det alle de kvindelige flagposter, som var mest interesseret i vores lyserøde bil. Det var virkelig stort. Og det kan stadig give mig gåsehud, når jeg taler om det.”
Hvordan var det at møde teamet bagefter?
“Man var jo grædefærdig. På den fede måde, altså. Alle havde kæmpet så hårdt i så mange dage, og så lykkedes det. Wolfgang Porsche, som er barnebarn til grundlæggeren, havde fulgt løbet fra garagen og gik med os på podiet. Det var stort at stå deroppe sammen med en person, som er så tæt forbundet med historien og betyder så meget for Porsche-fans verden over. Og faktisk er han enormt ydmyg. Han er den type, som ikke tror på held. Han tror på håb. “Lad os håbe, at det går vores vej,” sagde han til os inden løbet. Alle de andre beder os om at undgå at køre ind i noget og dit og dat. Han er bare stolt, når det går os godt. Og når det ikke går godt, er han ærgerligt.”
Ved at vinde 24-timers Le Mans for Porsche er du med til at fortsætte historien om mærket, som har vundet flest sejre på Le Mans. Hvordan mærker man det som kører?
“Nu er jeg jo ikke den eneste kører, som har vundet sejre for Porsche. Der er vildt mange hurtige profiler i stalden, og der er en hel væg af koryfæer, som har gjort mærket til hvad det er i dag. Men der eksisterer et hierarki, og vejen til tops er ret enkel. Du skal vinde, og du skal helst vinde de store løb. Hvis du lykkedes med det, får du anerkendelse, og anerkendelse er vejen til en karriere i den her verden. Til at begynde med, må du acceptere også at tage det, som vi kørere kalder for sure tjanser. Det kan være de mindre betydningsfulde løb for private teams, rutinetest og den slags.”
“Det skal ikke misforstås. Vi elsker alle sammen at køre ræs, og vi er enormt stolte af at være, hvor vi er. Da jeg vandt 24-timersløbet på Daytona i 2017 var det med et privat team, og dén sejr står bestemt som et af højdepunkterne i min karriere. Men de interessante opgaver er altså dem, hvor du kører RSR-modellen – og gør det med fabriksholdet. Det vil sige WEC-mesterskabet, 12-timersløbet på Sebring, Petit Le Mans og så videre. Det er nemlig de løb, som Porsche og alle de andre producenter allerhelst vil vinde. Og her er 24-timers Le Mans kronen på værket. Så at løse opgaven, som vi gjorde i 2018, er naturligvis noget, som giver en fjer i hatten.”
Det er nu et år siden, du vandt på Le Mans med Porsche. Er der noget, som har ændret sig?
“Rent professionelt føler jeg måske ikke så meget stress, som jeg gjorde, før vi vandt. Jeg har aldrig følt, at teamet tvivlede på mine evner. De har altid været klar over, hvad jeg kunne. Ellers ville jeg aldrig have fået et job til at begynde med. Men selvom vi er én stor familie hos Porsche, bliver du jo i sidste ende målt på din performance. Sådan er det bare. I sportens verden handler det udelukkende om at skabe resultater, og det gør du mest effektivt ved at vinde. Og så betyder det naturligvis noget, at der på museet i Zuffenhausen i dag står en bil med mit navn på. Det er ikke noget, som direkte bliver sagt. Man føler bare en indre ro.”
Var Le Mans-løbet i 2018 det bedste, du har kørt?
“Det var i hvert fald det mest perfekte. Vi opnåede en fordel, da en safetycar kom ud og splittede feltet tidligt i løbet. Vi var nemlig den eneste GTE Pro-bil, som befandt sig på den rigtige side af dén safetycar, så det er klart, at vi var heldige lige dér. Men når det er sagt, så havde vi fra starten lagt en strategi, som skulle skabe afstand mellem os og resten af feltet i tilfælde af netop sådan en situation. Vi gamblede. Og vi indkasserede gevinsten. Når man lægger en plan for et løb som Le Mans, kan man vælge at gøre det samme som de andre, eller man kan gøre noget helt andet. Vi valgte det sidste ved at starte ud med singlestints og hele tiden være på friske dæk. På den måde skabte vi ret tidlig et hul mellem os og resten af feltet, hvilket betød, at vi pludselig endte i en ret god position.”
“Men i et 24-timersløb vinder og taber du undervejs, så vi blev jo nødt til at kæmpe videre for at beholde det forspring. I sidste ende lykkedes missionen, endda på 70-året for Porsche og i en bil med et helt særligt historisk design. Den var hurtig fra start til slut. Og der var ikke en skramme på den, da jeg kørte den over målstregen. Alt var simpelthen perfekt.”
Med sejrene på Le Mans, Daytona og Sebring har du vundet tre af de mest legendariske sportsvognsløb. Har du andre store bedrifter, du gerne vil opnå?
“Det næste for mig er helt klart at vinde WEC-serien, som vi fører nu. Altså verdensmesterskabet i sportsvogne. Mesterskabet afgøres netop på Le Mans, hvilket gør årets 24-timersløb ekstra spændende for min makker, Kevin Estre, og jeg. Jeg missede et enkelt WEC-løb i 2015, da jeg blev udpeget til at køre et løb i USA, og det betød, at jeg netop ikke tog mesterskabstitlen. Det gjorde min daværende teamkammerat til gengæld, og det var altså ikke den fedeste gallafest, kan jeg godt fortælle dig. Så i år skal den sidde i skabet.”
“Udover det har jeg en drøm om at vinde 24-timersløbet på Nürburgring. Det er et løb, som med årene har fået opmærksomhed fra alle de store bilfabrikker, akkurat som Le Mans. Ikke fordi, det er et løb med nogen speciel historie, men fordi det er et vildt råt og udfordrende løb. Nok endnu mere udfordrende end 24-timers Le Mans, vil jeg sige. Dels på grund af banen, som er så spektakulær, som den kan blive, men også fordi kørerniveauet er så bredt. Det er et af de få store løb, hvor du både de oplever topprofessionelle fabrikssteams side om side med amatørracerne i deres Opel Mantaer, hvilket gør det svært alene at komme gennem trafikken uden at slå dig selv ihjel. Så er der vejrforholdende, som mildest talt er skiftende – det kan svinge fra sol til tåge til regn og sne på samme weekend. Alt dette gør 24-timersløbet på Nürburgring til et af de mest udfordrende langdistanceløb i dag. Lad mig sige det sådan, at hvis du kan vinde dét løb, så har du styr på det.”