driveit.dk
  • CARS
    • NEWS
    • REVIEWS
  • CLASSICS
  • RACING
  • BLOG
    • JAN MAGNUSSEN
    • MICHAEL CHRISTENSEN
    • CHRISTINA NIELSEN

driveit.dk

  • CARS
    • NEWS
    • REVIEWS
  • CLASSICS
  • RACING
  • BLOG
    • JAN MAGNUSSEN
    • MICHAEL CHRISTENSEN
    • CHRISTINA NIELSEN
BLOGJAN MAGNUSSEN

Jan Magnussen før Le Mans: Jeg får stadig gåsehud

Af Jan Magnussen 3. juni 2019
Af Jan Magnussen 3. juni 2019

Drive It’s blogger Jan Magnussen om 24-timersløbet på Le Mans, som har været en fast del af racerkørerens kalender i mere end 20 år – og som bliver ved med at være noget helt specielt.

Efter sit tredje podieresultat i årets udgave af det amerikanske sportsvognsmesterskab, vender Jan Magnussen den kommende uge tilbage til Le Mans. Det er 21. gang, den firedobbelte vinder stiller op i den franske klassiker, og for fjerde gang i træk med de samme to teamkammerater: Spanske Antonio Garcia og tyske Mike Rockenfeller. En trio, som sidste år sluttede lige udenfor Le Mans-podiet, og som tilsammen har ni sejre på Circuit de La Sarthe.

Jan Magnussen jagter selv sin femte klassesejr efter at have vundet tre gange i træk fra 2004 til 2006 – og igen i 2009. Danskeren har også tre andenpladser, mens han I 2017 sluttede på en tredjeplads efter en dramatisk afslutning på 24-timersløbet, da en punktering fratog Magnussen, Garcia og Jordan Taylor føringen på næstsidste omgang.

Jan, det bliver i år dit 21. møde med Le Mans. Hvad er det, som motiverer dig til at komme og kæmpe år efter år?

“Udfordringen! Le Mans er ganske enkelt en kæmpe udfordring. Det er et 24-timersløb på én af verdens mest spektakulære racerbaner, og samtidig er det nok dét løb, som de fleste racerkørere og teams vil vinde, hvilket gør det ekstra svært. Og så ændrer Le Mans sig hele tiden. Selvom man har været med i mere end 20 år, er hvert år stadig noget nyt. Det er som om, man aldrig helt bliver ét med Le Mans. Bilerne, dækkene, banen – det hele udvikler sig og ændrer sig år efter år, hvilket er med til fortsat at gøre løbet til en kæmpe udfordring at vinde.

“Samtidig handler det ikke kun om det sportslige. Selv folk, som ikke interesserer sig for motorsport, ved hvad Le Mans er. Det er et ikonisk løb. Og et sted med masser af historie. Spændingen ved at være her, lige fra teamet ankommer og begynder at stille op, til det hele er overstået, holder aldrig op, uanset hvor mange gange, du har været her. Jeg får stadig gåsehud, første gang jeg sætter mig ind i bilen dernede. Og så foregår der jo så mange ting rundt om løbet. Selv indskrivningen, når kørerne registrerer sig og bilerne skal gennem teknisk kontrol – det er jo et show i sig selv, og et fantastisk sted at møde de mange europæiske fans, som normalt ikke rejser til USA for at se os køre dér. Le Mans holder aldrig op med at være en fed oplevelse.”

Le Mans indgår i FIA’s WEC-mesterskab, og selvom Corvette Racing udelukkende fokuserer på 24-timersløbet, stillede I også op til WEC-løbet på blandt andet Sebring i marts. Giver dét jer nogen fordel frem for tidligere år?

“Jeg tror bestemt, det vil hjælpe os, at vi deltog i WEC-løbet på Sebring. Vores Le Mans-bil er jo lidt anderledes end den bil, vi bruger til de amerikanske IMSA-løb, fordi de to seriers Balance of Performance-systemer (måden, hvorpå man udligner bilerne styrkeforhold, red.) er forskellige. Ved at deltage i WEC-løbet har vi på forhånd en bedre idé om, hvilken konkurrence vi er oppe imod på Le Mans. Samtidig gav Sebring-løbet os en chance for at køre imod de mærker, som vi ikke møder i det amerikanske mesterskab, men som vi skal kæmpe imod på Le Mans, så som Ferrari og Aston Martin. At vinde på Le Mans handler i ekstrem grad om at være godt forberedt, og vores deltagelse på Sebring gav os måske lige dét ekstra, som kan gøre en afgørende forskel i Frankrig.”

Du debuterede i 24-timersløbet på Le Mans året før Corvette Racing deltog for første gang. Teamet har otte Le Mans-sejre, og du har været med til at sikre de fire. Hvad er dét, som har gjort teamet så succesfuldt på Le Mans?

“Det er et team, som er forberedt på hvad som helst, og som er kendt for aldrig at give op. At vinde på Le Mans kræver, at du er klar på at blive udsat for hvad som helst. At du på intet tidspunkt over de 24 timer overhovedet tænker på at give op. Det er et meget, meget langt ræs, som i virkeligheden starter længe før løbet skydes i gang lørdag eftermiddag. Og der er aldrig rigtig noget tidspunkt, hvor du kan slappe af. At performe under sådan nogle forhold er dét, som Corvette Racing er suveræne til – og grunden til, at vi har haft så megen succes på Le Mans.

“Oven i det, så er stabiliteten i teamet enormt vigtig. Vi har tradition for kun at ændre på sammensætningen af teamet, hvis det er nødvendigt. Mange af de folk, som er i teamet i dag, har været med, siden programmet blev startet. Det gælder både mekanikere, ingeniører og kørere. Dén form for stabilitet har altid været utroligt vigtigt for projektet.”

Og så lige lidt om Kevin… Han så ret hurtig ud i Monacos Grand Prix, selv om han som bekendt faldt tilbage undervejs i løbet. Hvordan er hans fornemmelse for sæsonen på nuværende tidspunkt?

“Jeps, Kevin havde virkelig farten med sig i Monaco, og derfor var han naturligvis enormt skuffet over selve løbet. Men man skal netop se præstationen over hele weekenden, hvor han var hurtig allerede i træningen og virkelig markerede sig med en femteplads i kvalifikationen. På dén måde var det en god weekend for ham. Og dermed også ærgerligt, at det sluttede, som det gjorde, men teamet havde simpelthen ikke heldet med sig i løbet. Men jeg tror, at de bærer gode kræfter med sig til Canada. Kevin sluttede i pointene i Spanien, og han brillerede jo i kvalifikationen i Monaco, så ud fra dét tror jeg, at teamet er på optur. Derudover kan Hass forvente en masse fans i Canada, da banen faktisk ligger tættere på teamets hovedkvarter, end Circuit of The Americas i Austin.”

corvette racingjan magnussenle mans
11
Facebook
Andre historier
Dennis Lind på podiet i Frankrig efter actionfyldt sekstimersløb
Næste historie
Præsenteret inden Le Mans: BMW M8 med 625 hestekræfter

Andre pressemeddelelser, du sikkert også kan lide

Jan Magnussen: Krydser fingre for en Le Mans-mulighed

13. februar 2020

Jan Magnussen: Glæder mig til at vende tilbage

11. februar 2020

Jan Magnussen: Tak for alle Corvette-minderne

1. januar 2020

Jan Magnussen: Jeg pressede den for hårdt

26. juni 2019

Michael Christensen: Le Mans var nedturen, som blev...

14. juni 2019

Jan Magnussen: Et hårdt Daytona

2. marts 2019

Christina Nielsen: Nyt år, nye teams – nye udfordringer

23. februar 2019

Jan Magnussen: “En fantastisk sejr med de bedste...

14. januar 2019

Om skribenten

Om skribenten

Jan Magnussen

Firedobbelt Le Mans-vinder, firedobbelt amerikansk sportsvognsmester, vinder af 24 Hours of Daytona og 12 Hours of Sebring. Tidligere Formel 1-kører. Fabrikskører hos Corvette Racing siden 2004. Gift med Christina og far til Kevin, Luca og Millie.

Følg mig på Facebook

Facebook
Footer Logo

© 2018 – Drive It