Drive It’s blogger Jan Magnussen var på vej til sin femte sejr i 24-timersløbet på Le Mans, da en safetycar ødelagde chancerne for en triumf. Og derefter blev det kun værre. Her uddyber racerkøreren, hvad der skete.
2019-udgaven af Le Mans er overstået, og desværre måtte jeg sammen med resten af holdet bag Corvette Racing forlade Frankrig uden pokaler. Turen startede ellers perfekt. Der er stadig masser af fart i vores snart seks år gamle Corvette C7.R, og det beviste vi allerede til testen, hvor Mike Rockenfeller sluttede som hurtigste kører i GTE Pro-klassen. Egentlig kan man ikke konkludere så meget efter sådan en testdag, da alle teams plejer at spare på krudtet. Men det giver alligevel noget motivation at slutte forberedelserne helt i toppen, så vi glædede os alle til at vende tilbage til Circuit de la Sarthe til det store ræs. Det har nemlig altid været sæsonens højdepunkt.
Vi kom godt fra start
24-timers Le Mans starter allerede om søndagen inden løbsugen med scrutineering inde i byen. Det er nogle lange dage, før træningen begynder onsdag eftermiddag – men derfra er der også knald på. Der er kun én træningssession, eftersom de tre følgende sessions er kvalifikationer. Vejret var meget svingende, men vi formåede at være med oppe foran hele tiden, og vi sluttede på en tredjeplads i GTE Pro-klassen, hvilket sikrede os en god startposition i det 17 biler store felt.
Det var Antonio, som startede løbet, og da han afleverede bilen til mig efter sine to stints, var vi førende i klassen. Vi bevarede mere eller mindre føringen frem til solnedgang, før feltet blev delt af en safetycar, og vi havnede i den dårlige halvdel. Jeg vil indrømme, at det så hårdt ud, da jeg gav bilen videre til Rocky om natten, men da solen stod op, havde den førende Porsche været i garagen, og vi var tilbage i førerfeltet igen. Søndag formiddag kæmpede vi med en Ferrari og lå enten etter eller toer afhængig af pitstop, og pludselig så det ret godt ud. Vi kiggede hinanden øjnene på den dér måde, man gør, når det begynder at ligne en sejr.
Pitstoppet, der kostede os sejren
Og det er typisk på sådanne tidspunkter, at tinge pludselig kan udvikle sig i en helt forkert retning. På Le Mans bruger man flere safetycars, som hver især kører ud forskellige steder på banen. Derfor kan du enten vinde en masse tid, hvis du ender bag den rigtige safetycar – og samtidig tabe op mod flere minutter, hvis du ender bag den forkerte. Jeg stod klar til at hoppe i bilen, da en prototype røg af banen og en safetycarperiode blev sat i gang. Vi havde ikke brændstof nok til at fortsætte omgangene, og derfor blev vi nødt til at pitte. Det betød, at vi måtte holde for enden af pitlane og vente på den næste safetycar. Sådan er reglerne nemlig. Og det føltes som en evighed at holde dér, mens bilerne kørte forbi – hvilket da også satte os flere minutter bagud.
Mistede podieplaceringen i Porsche-kurverne
Med kun tre og en halv time igen måtte vi indse, at sejren var væk. Meget kunne stadig ske, men hvis den førende Ferrari blev ved med at køre, som den gjorde, ville vi ikke kunne vinde det løb. Mit eneste mål var at lukke hullet. Jeg pressede den. Og jeg pressede den for hårdt. Med kolde dæk spandt jeg af banen og ramte barrieren. Skaden var desværre så slem, at jeg måtte køre bilen i garagen. Det tog kun seks minutter for crewet at gøre bilen klar igen, men på Le Mans betyder dét, at du er ude af kampen.
At kæmpe på Le Mans er et spørgsmål om millimeter, og selv om jeg kun ramte en lille bitte smule forkert i Porsche-kurverne, havde det store konsekvenser. Jeg har svært ved at beskrive, hvordan man har det, når bilen bliver trukket ind i garagen, og man kun kan sidde inde i sædet og høre, hvordan crewet kæmper med at få lappet det hele sammen. Jeg føler stadig kæmpe ansvar over for hele teamet, som havde arbejdet så hårdt i så mange dage med at give os den bedste udgave af vores Corvette, vi kunne tænke os. Nok den bedste, vi nogensinde har haft på Le Mans.
Teamkammeraterne måtte give op
Samtidig gik det heller ikke så godt i den anden del af garagen. Marcel Fässler i vores søsterbil var involveret i en ulykke allerede seks timer inde i løbet, hvilket tog ham, Oliver Gavin og Tommy Milner ud af løbet. Lige så ærgerligt, jeg er for teamets samlede resultat på Le Mans, lige så glad er jeg for, at Marcel er okay og slap uden skader. Det er episoder som denne, der understreger, at sikkerheden i motorsporten aldrig har været højere. Havde Marcel ramt betonvæggen med samme fart for bare få år tilbage, havde udfaldet været anderledes.
Vi kan godt være stolte
Vi sluttede på en niendeplads i GTE Pro-klassen, og selv om målet altid er at vinde, kan vi være stolte over vores indsats i årets Le Mans. Showet går videre, og vi har allerede fokus på næste afdeling af det amerikanske IMSA-mesterskab, sekstimersløbet på Watkins Glen den 30. juli. Et løb, hvor vi også plejer at være stærke, og hvor vi de seneste to år har sluttet på podiet med en tredjeplads i 2017 og en andenplads i 2018. Det kunne tyde på en sejr i år? Vi håber det. For det er desværre langt over et år siden, at Antonio og jeg sidst har kunnet stille os øverst på skamlen. Så vi er temmelig sultne, lad mig sige det sådan.
Nu skal vi vinde IMSA-mesterskabet
Jeg ser frem til at komme tilbage til USA og kæmpe videre i IMSA-mesterskabet. Vi er toer i kørermesterskabet, kun syv point efter den førende Porsche, og målet med Watkins-løbet er at lukket hullet. At komme foran vil være perfekt – men både at vinde løbet og komme foran i mesterskabet vil være endnu bedre! Sidste år beviste vi, at vi kan tage et mesterskab uden at sejre i ét eneste løb. Men selv om mesterskabspokalen er meningen med hele programmet, er der intet, som slår følelsen af at køre først forbi det ternede flag. Så dét er planen!