Drive It’s blogger Jan Magnussen har kørt sit sidste løb for Corvette Racing i det amerikanske IMSA-mesterskab, og her er hans farvel til et team, som de sidste 16 har været som en familie for racerkøreren.
Som racerkører er det altid svært at forlade et team – men endnu sværere, når du har været en del af det i 16 år. Men i efteråret blev det officielt, og 2019-udgaven af Petit Le Mans – finalen i IMSA-mesterskabet på Road Atlanta i oktober – blev mit sidste løb for Corvette Racing.
Mit første løb kørte jeg i 2004, og jeg har siddet bag rattet i en gul Corvette i mere end 150 løb. Sammen med teamet har jeg fået opfyldt nogle af de største karrieremæssige drømme – inklusive fire sejre i 24-timersløbet på Le Mans, fem sejre i 12-timersløbet på Sebring, en fantastisk triumf i 24-timersløbet på Daytona og fire IMSA-mesterskaber. Og ingen af disse præstationer havde været mulige uden de fantastiske mennesker, som står bag Corvette Racing.
Jeg er så taknemmelig. Ikke kun for alle de resultater, vi har opnået sammen, men også for alle minderne og oplevelserne, som Corvette Racing har givet mig udenfor banen. Når du tilbringer 16 år af din karriere og en stor del af dit voksne liv sammen med et team, hvoraf de fleste har været med helt fra programmets start, bliver det hele automatisk til én stor familie. Corvette Racing har været mit amerikanske hjem, og det har været en fantastisk rejse med nogle helt ekstremt dedikerede mennesker.
Selvom dette er enden for rejsen med Corvette Racing, betyder det ikke, at jeg er færdig med at sidde i en racerbil. At kæmpe på en racerbane er noget, som flyder i mit blod. Det er en del af det menneske, jeg er. Derfor fortsætter jeg min karriere i 2020 – og i årene derefter. Hvornår jeg så er færdig? Dét spørgsmål bliver jeg ofte stillet (må have noget at gøre med min fødselsdato), og mit svar er: Så længe jeg kan levere noget til teamet. Den dag, jeg ikke længere kan dét, lægger jeg hjelmen på hylden og finder noget andet at lave. Og sådan har jeg faktisk altid haft det. Jeg tror faktisk, at mange har det sådan – uanset hvilket job, man har.
Men som tingene er nu, føler jeg bestemt ikke, at jeg er færdig. Og de mange tilkendegivelser efter udmeldingen om mit stop hos Corvette Racing bekræftede mig i min teori. Allerede i begyndelsen af 2019 tog jeg hul på et nyt eventyr med Ronnie Bremer og MB Racing – et projekt med en solid opbakning og spændende perspektiver, som jeg forventer mig enormt meget af i fremtiden. I december fik jeg mulighed for at teste en LMP2-racer med danske High Class Racing i Bahrain. Og så ser jeg frem til april, når det går løs med første afdeling af TCR Denmark, hvor jeg stiller op for LM Racing.
Med Corvette Racing har jeg opnået en masse flotte resultater, og jeg kan ikke nok tak til alle de mennesker i teamet, som har gjort de sidste 16 sæsoner mindeværdige.
Tak til Gary Pratt. Gary er en af grundlæggerne af Pratt & Miller, som er virksomheden bag de imponerende hurtige og sikre racerbiler, jeg har haft fornøjelsen af at køre mere end 150 løb med. Det er Garys hold af dedikerede og innovative ingeniører og udviklere, som har skabt grundlaget for den succes, vi har opnået.
Tak til Dan Binks. Dan har, siden jeg for første gang satte mine fødder på værkstedet, været ansvarlig for min bil. Men mest af alt er han kendt for at være dén, der har skabt et team crew, der er kendt i hele IMSA-paddocken og på Le Mans for at det mest effektive i branchen – og et hold, der aldrig giver op.
Tak til Kyle Milay. Kyle er chefingeniør for min bil og dermed dén, som lægger de strategier, der et utal af gange har sikret os en sejr eller et topresultat – også når vi egentlig ikke troede, det var muligt. En stor del af æren for vores resultater og vores stabilitet gennem årene skal tilskrives Kyle.
Tak til Antonio Garcia. Antonio har været min teamkammerat siden 2012, og jeg kan ikke tænke på et bedre menneske at dele racerbil med. Han er klog, flink og vanvittigt hurtig. Jeg er så glad og taknemmelig over, at vi de sidste syv år har opnået så mange ting sammen og har givet teamet de resultater, som de har fortjent med alt deres hårde arbejde.
Og særligt til alle fansene. Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg kommer til at savne Corvette-tilhængerne, både i Amerika og på Le Mans. I sidste ende er det fansene, vi arbejder for, og uden den støtte og opbakning, som vi løb efter løb mærker ude på racerbanerne, ville vi ikke kunne lykkes med de resultater, vi har kæmpet os til.
Amerika har været mit andet hjemland siden jeg kørte mit første løb for Panoz Motorsports i 1999. Det har været en utrolig rejse, og jeg satser stærkt på at vende tilbage til de amerikanske racerbaner igen. Måske allerede i år…