driveit.dk
  • CARS
    • NEWS
    • REVIEWS
  • CLASSICS
  • RACING
  • BLOG
    • JAN MAGNUSSEN
    • MICHAEL CHRISTENSEN
    • CHRISTINA NIELSEN

driveit.dk

  • CARS
    • NEWS
    • REVIEWS
  • CLASSICS
  • RACING
  • BLOG
    • JAN MAGNUSSEN
    • MICHAEL CHRISTENSEN
    • CHRISTINA NIELSEN
CARSNEWS

Værd at vide om den nye Audi A4

Af Nikolaj Karlshøj 23. juli 2019
Af Nikolaj Karlshøj 23. juli 2019

Det kan godt være, at det vælter frem med SUV-modeller, crossovers og elektrificerede skabninger. Men Audis vigtigste model stadig den samme som altid. Og nu har A4 fået et facelift, så man for alvor lægger mærke til bilen, der står for en femtedel af mærkets totale salg.

Man kan ikke bestride, at Audi A4 i årevis har været en af de mest attraktive modeller i prestigeklassen. Man kan samtidig heller ikke sige, at den har råbt særligt højt om det. Den mest solgte Audi gennem tiden har i årevis været kendetegnet ved et nydeligt, om end diskret design med beskedne mængder af overraskelser. Indtil nu. Med en ny 3-serie på markedet og en C-Klasse, der sælger bedre end nogensinde, er det tid til en gevaldig opfriskning af den fire år gamle model.

Lad os kigge på den. Vi lagde straks mærke til de nye, skarpe linjer henover skærmene, der ligner en takeover fra firsernes guddommelige Audi Sport Quattro. Ekstraudstyr? Nope. Standard. Det samme gælder den nye front med endnu bredere grill og pluskæber i form af større luftindtag pyntet med krom. Bagpå stikker de to obligatoriske udstødninger ud gennem en mere sporty og diffuserlignende spoiler, mens en kromliste forbinder de nye LED-baglygter i A6-design. Det ser godt ud – og du kan for 35.000 kroner opgradere til endnu mere kæk S Line-pakke med 18-tommersfælge, sportsundervogn og en front og bagende á la den udgående RS4.

Men har de så droppet S4, tænker du? Niksen. Og dén kan du læse mere om i vores test lige her.

Værd at vide om den nye Audi A4
Værd at vide om den nye Audi A4
Værd at vide om den nye Audi A4
Værd at vide om den nye Audi A4

Den nye A4 kommer til Danmark med seks forskellige turbomotorer fordelt på tre firecylindrede toliters benzinere (35 TFSI med 150 heste, 40 TFSI med 190 heste og en 45 TFSI med 245 heste), to firecylindrede dieseler (35 TDI med 163 heste, 40 TDI med 190 heste) og en sekscylindret diesel (45 TDI med 231 heste). De kraftigste versioner er desuden udstyret med en 12-volts elmotor, som supplerer brændstofmotoren og gør dem til såkaldte mild-hybrider.

Til at begynde med, er alle modellerne udstyret med 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse eller 8-trins automatgear, og senere kommer 35 TFSI og 40 TDI også med manuel gearkasse i kombination med forhjulstræk.

Til præsentationen i Sydtyrol prøvede vi en firehjulstrukket 40 TFSI med 190 hestekræfter, som vi tipper til at blive bestselleren. Her er rigeligt med punch og solidt, dieselagtigt bundtræk. Den kraftigere 45 TFSI er fristende, men brug hellere pengene på noget udstyr. Vi tog også på tur i den slagkraftige 45 TDI med 245 dieselheste og 500 newtonmeter, som minder dig om glæderne ved en V6-diesel. Den er ganske vist overflødig i selskab med de glimrende firecylindrede versioner – men hvor er den dog fed.

Køreegenskaberne fik allerede et nødvendigt nøk i den dynamiske retning med lanceringen af den seneste generation for fire år siden. Dette ved at skubbe motoren længere bagud, forbedre vægtfordelingen og optimere styretøjet. Den som udgangspunkt forhjulstrukne Audi A4 har imidlertid aldrig forsøgt at tage rollen som klassens sportslige atlet fra baghjulstrækkere som BMW 3-serie, Jaguar og på sin vis også Mercedes C-klasse. I stedet er der brugt krudt på at forfine den oplevelse, som altid har gjort A4 til et godt kompromis.

Standardopsætningen i den faceliftede udgave leverer en glimrende kombination af comfy og sporty kørsel, men du kan også vælge en strammere sportsundervogn. Derudover kan du vælge mellem to adaptive undervogne med aktive dæmpere, henholdsvis en 10 millimeter lavere komfortundervogn og en 23 millimeter lavere sportsundervogn, som begge er integreret i køreprogrammerne, hvor du som sædvanligt kan vælge mellem forskellige opsætninger via infotainmentsystemet.

Værd at vide om den nye Audi A4
Værd at vide om den nye Audi A4
Værd at vide om den nye Audi A4
Værd at vide om den nye Audi A4

I kabinen har faceliftet udløst mere udstyr, og drejehjulet mellem forsæderne er eksempelvis sløjet til fordel for en ny og større trykfølsom skærm. Skærmen virker en smule eftermonteret og ikke så nydeligt integreret i interiørdesignet, som man er vant til hos Audi. Til gengæld er den standard fra billigste version, som hedder Prestige Tour og desuden byder på navigation, adaptiv fartpilot, sportssæder, fjernlysassistent (med automatisk op- og nedblænding) samt parkeringssensorer hele vejen rundt. For 15.000 kroner ekstra får du Prestige Tour Plus-pakken med knivskarpe LED-lygter for og bag (inklusive de fancy dynamiske blinklys), klimaanlæg med tre zoner samt forsæder med massagefunktion.

Priser? Dem venter vi stadig på, men Audi lover, at en 35 TFSI med 6-trins, manuel gearkasse vil holde sig under de 400.000 kroner for en Advanced med Prestige Tour-udstyr, mens en 40 TFSI med 7-trins dobbeltkobling og samme udstyr vil stå i 449.990 kroner for en sedan og en 469.990 kroner for en stationcar. Beskatningspriserne for sidstnævnte oplyses at være henholdsvis 389.990 kroner og 399.990 kroner. Og så lander den nye A4 hos de danske forhandlere til september.

a4audiquattro
4
Facebook
Andre historier
Christina Nielsen efter frustrerende IMSA-løb på Lime Rock: En weekend, som skal glemmes
Næste historie
Dennis Lind vil erobre 24-timersløbet på Spa-Francorchamps med Lamborghini Squadra Corse

Andre pressemeddelelser, du sikkert også kan lide

Hvis Rambo blev tvunget til at køre elbil

18. oktober 2020

Gordon Murrays T.50 er nutidens version af McLaren...

5. august 2020

Ondskab fra Affalterbach: AMG GT Black Series

15. juli 2020

Upsizing: V8-power til den nye Cayenne GTS

12. juni 2020

Den ultimative autocamper?

22. maj 2020

Da Ferrari byggede rallybiler

21. maj 2020

Køb den på auktion: Ferrari-samlerens kronjuvel

22. marts 2020

Er det her verdens fedeste Toyota Land Cruiser?

21. marts 2020

Navnet er Cooper – Mini Cooper

15. marts 2020

Køb den på auktion: En Porsche, du drømmer...

5. marts 2020

Seneste historier

  • Frederik Schandorff: 2022 har været fantastisk – glæder mig til 2023

    8. januar 2023
  • Vildt gennembrud for dansk motorsportstalent: Sikrer drømmekontrakt hos Porsche

    17. december 2022
  • Jensen og Schandorff til Asian Le Mans Series med Car Guy Racing

    14. december 2022
  • Kevin og Jan Magnussen efter deltagelse i Gulf 12 Hours: God forberedelse til Daytona

    12. december 2022
  • Frederik Schandorff om ny McLaren-kontrakt i USA: Det er fantastisk

    12. december 2022
  • The Viking Invasion: Kevin, Jan Magnussen joins MDK Motorsports for the Rolex 24 at Daytona

    9. december 2022
  • Gulf 12 Hours: Nicklas Nielsen klar til Abu Dhabi-løb med AF Corse

    9. december 2022
  • Kevin og Jan Magnussen klar til Gulf 12 Hours med MDK Motorsports

    9. december 2022
  • Mikkel Jensen efter exit fra VM-finale: Positiv weekend trods udfordringer

    14. november 2022
  • Tredje gang i træk: Nicklas Nielsen sikrede VM-titel i Bahrain

    14. november 2022

Keep in touch

Facebook Instagram
Footer Logo

© 2018 – Drive It