McLaren F1 var superbilernes kejser i halvfemserne, og nu har manden, der byggede den, skabt den helt rigtige efterfølger.
Hvis du var biltosse i begyndelsen af halvfemserne står McLaren F1 med al sandsynlighed stadig som en af de fineste superbiler, historien har givet. Selv moderne hyperbiler har svært ved at hamle op med den britiske juvel, som blev præsenteret i 1992, og som med sit centerplacerede førersæde og en kompakt V12 krydret med eksotiske materialer som kulfiber, kevlar og sågar bladguld i motorrummet fik datidens superbiler til at ligne museumsgenstande. Udviklingen af bilen finansieret af McLaren-bossen Ron Dennis, som gav den daværende Formel 1-ingeniør Gordon Murray (der byggede racerbiler for Brabham, før han blev ansat hos McLaren og var med til at bygge Formel 1-bilen, som sikrede Ayrton Sennas første VM) frit budget til at designe og bygge verdens bedste sportsvogn helt fra bunden.
Siden er der sket ting og sager. Den moderne superbil er vokset i effekt og teknologi, men også i størrelse og vægt, og dét er ting, som gør den i dag 74-årige Murray voldsomt begejstret. Og eftersom ingen – i hvert fald efter hans mening – nogensinde har forsøgt at skabe en efterfølger til F1, besluttede han sig for selv at gøre det. Denne gang i sit eget regi, Gordon Murray Automotive.
Han kalder selv resultatet for ‘den mest kørerfokuserede supersportsvogn nogensinde’. Og kender du din F1, vil du lægge mærke til de mange designmæssige ligheder. Ligesom forgængeren har GMA T.50 førersædet siddende i midten, mens der et stykke bag nakkehårene ligger en specialopdrættet kamphund af en V12. Bilen er kompakt som en Porsche Boxster, let som en racerbil og umanerlig analog. Det er slet ikke forkert at kalde den for en moderne udgave af McLaren F1, for Murray har konstrueret T.50 efter de samme lav-vægt-høj-power-ingen-trykladning-filosofier. Dog tilsat nogle af de innovative hightech-opfindelser, som blev opfundet i Formel 1-historiens guldalder (og siden forbudt fordi de var for effektive). Som for eksempel elektrisk blæser, som ses på bagenden og som sørger for ekstra greb ved at suge bilen tættere til asfalten. Jo, det gør den faktisk.
Motoren er naturligvis et stykke kunst i sig selv. Den blot 3,9-liters V12 er udviklet af Cosworth – et andet koryfæ i Formel 1-historien – og har i modsætning til alle andre drivlinjer i moderne supersportsvogne aldrig set skyggen af en turbolader. Og så skulle den gå fra nul til skingrende 12.100 omdrejninger på, ehrm… 0,3 sekunder. Med blot 180 kilo er den i øvrigt 60 kilo lettere end den BMW-udviklede V12 i den originale McLaren F1, hvilket er med til at sende bilens samlede vægt ned under ét ton. 986 kilo for at være helt præcis (førersædet og de to passagersæder vejer tilsammen 13 kilo…). Med 663 hestekræfter giver det et vægt-kraft-forholdet til den ondskabsfulde side.
Dobbeltkobling med skiftepadler på rattet og automatisk launch control? Niksen. Du får seks manuelle gear og en stang, som skal manøvres rundt i en skiftekulisse i stramt parløb med en koblingspedal. Til gengæld skulle den 80 kilo lette transmission efter Murrays ønske være den mest perfekte manuelle gearkasse, som nogensinde er bygget. Akkurat som følelsen af fordækkenes greb i underlaget skulle fremkalde tårer i øjenkrogen. Igen fordi, at T.50 naturligvis heller ikke er beriget med sådan noget som servostyring.
Prisen? 2,36 millioner britiske pund, svarende til knap 19,5 millioner danske kroner før diverse skatter og afgifter. Det lyder dyrt, men er faktisk lidt at et røverkøb, når du sammenligner med forgængeren. I august sidste år blev et eksemplar af den originale McLaren F1 nemlig solgt på en RM Sotheby’s-auktion for solide 19,8 millioner amerikanske dollars. Læg dertil, at GMA T.50 blot skal produceres i 100 eksemplarer, hvilket faktisk er seks mindre end forgængeren (hvis du tager racerbilerne med) og det ligner pludselig verdens sjoveste investering.
