En McLaren F1 er i forvejen en af de superbiler, som aldrig holder op med at være guddommelige. Men chassisnummer 18, som sættes på auktion i Californien i denne måned, topper muligvis listen over biler, du vil dø for at eje.
Lav vægt. Høj power. Disse to faktorer har været grundlaget for mange supersportsvogne, men Gordon Murray tog den til yderlighederne med mesterværket McLaren F1. Efter at have designet succesfulde Formel 1-biler for Brabham siden 1969, blev den sydafrikanske ingeniør i 1987 hyret af Ron Dennis. McLaren-bossen ville have Murray til at kaste sin magi over de Marlboro-røde racerbiler, men han forærede også designeren spektakulær opgave, da han indvilligede i at lade Murray bygge den ultimative gadebil. Budgettet skulle han ikke tænke over. Bare bilen blev bedre, hurtigere og mere fascinerende end alt andet, verden endnu havde set.
Gordon Murray skuffede sjældent. Og slet ikke denne gang. Da den færdige bil blev præsenteret i Monaco i 1992, havde designeren ganske vist gjort brug af eksotiske materialer som kulfiber, magnesium, kevlar og sågar guld (fordi det ædle metal viste sig som den bedste måde at begrænse varmeudledningen fra motorrummet). Men selv om projektet som ventet blev kostbart som intet andet, var en gadebil fra et af de mest berømte Formel 1-teams, skabt af en af de best berømte Formel 1-designere så unik, at enhver bilsamler ville betale hvad som helst for at få fat i et eksemplar.
At den samlede produktion i sidste ende begrænsede sig til blot 106 eksemplarer inklusive prototyper og racerbiler betød blot, at McLaren kunne sætte prisen, som de ville. Desuden var PR-værdien uden sidestykke, eftersom det viste sig, at Murray ganske enkelt havde skabt verdens hurtigste serieproducerede bil. En forårsdag i 1998 nåede racerkøreren Andy Wallace en gennemsnitshastighed på 384,6 kilometer i timen på den tyske højfartsbane Ehra-Lessien. Dén rekord blev man nødt til at bygge en Bugatti Veyron for at slå.
Men modsat nyere superbiler var McLaren F1 en sportsvogn af den gamle skole. Hvor netop en Veyron eksempelvis vejer tæt på to tons, var F1 en letvægter på lidt over 1.100 kilo. Dette til trods for, at den blev udstyret med en fuldfed V12, som er en historie i sig selv. En Honda-motor var nemlig oplagt, eftersom mærket på dét tidspunkt leverede turbomotorerne til McLarens racerbiler. Men Murray insisterede på en sugemotor med stor slagvolumen, hvilket han ikke kunne overbevise japanerne om at bygge, og derfor blev BMW konsulteret.
Den lidt over seks liter store V12 med tørsumpssmøring og komponenter i aluminium og titanium havde imidlertid intet tilfælles med bilerne på samlebåndet i München, men rummede dog teknologier som BMW i samme periode introducerede i gadebilerne – for eksempel variabel ventilstyring. Maskineriet leverede 627 hestekræfter ved 7.500 omdrejninger i minuttet, og eftersom Murray ikke mente, at hverken ABS-bremser eller traction control hørte hjemme i en sportsvogn, krævede den naturligvis sin chauffør at tæmme. Men dem, der kunne, berettede om en oplevelse langt fra denne verden.
Netop chaufføren sad placeret i midten med et passagersæde på hver side, hvilket var ren magi. Det gjorde naturligvis ind- og udstigning besværligt, men når man først sag bag det lille rat med gearstangen perfekt placeret ved hånden, gav det hele mening. Som i en Formel 1-bil var der perfekt symmetri i alt fra vægtfordeling til ergonomi, og den lave front gav et udsyn, som ingen andre supersportsvogne kunne matche. Selv i dag er giver 0-100-tiden på 3,2 sekunder adgang til eliten – og kendere vil vide, at en McLaren F1 er endnu hurtigere på en god dag.
Alle, der var noget ved musikken, skulle have en McLaren F1. Men med blot 64 gadeversioner produceret, var det kun en ganske eksklusiv skare af velhavere, som sikrede sig én. Blandt de mest kendte ejere er den britiske komiker Rowan Atkinson – men mest fordi det lykkedes ham smadre sin F1 to gange, hvilket i sidste tilfælde udløse Storbritanniens formentlig største forsikringssum for at dække værkstedsregningen på 910.000 pund.
Det var dyrt som intet andet at eje en F1, for blot et servicetjek kostede det samme som en veludstyret BMW 5-serie. Til gengæld kunne ejerne prale af at have en bil stående i garagen, som kunne fjerndiagnosticeres og endda startes via satellit af fabrikken i England. Selv i dag findes en afdeling under McLaren Special Operations, som er dedikeret til at rejse ud i verden og sørge for, at bilerne følger de 18-måneders serviceintervaller.
Men selv om McLaren F1 var designet af en Formel 1-konstruktør, produceret af et Formel 1-team og var hurtigere end flere racerbiler, var den aldrig tiltænkt motorsport. Adskillige forespørgsler fik dog Ron Dennis til at ændre mening, og ønsket var først og fremmest at vinde det britiske GT-mesterskab og ultimativt 24-timers Le Mans. Det skete så forholdsviste nemt, eftersom en GTR-version vandt mesterskabet fra 1995 til 1997, mens 24-timersløbet blev vundet allerede i debuten i 1995, hvor den til stor overraskelse slog prototyperne. Faktisk blev flere GTR-modeller senere ombygget til gadeversioner. Det skete blandt andet ved at forsyne kabinen med passagersæder, montere lyddæmpere – og skrue op for motoreffekten…
Efter Le Mans-sejren i 1995 producerede McLaren så en eksklusiv serie af fem gadeversioner med tilnavnet LM, og som var udstyret med GTR-motoren (løftet til mindst 680 hestekræfter) og det bramfri udstødningssystem, bedre køling og et ekstra kraftigt aerokit med grandiose vinger og spoilere, så den efter fabrikkens egne dokumenter skulle præstere højere downforce end den Le Mans-vindende racerbil. Foruden disse fem eksemplarer eksisterer der yderligere to LM-modeller, som fabrikken har opgraderet fra eksisterende biler. Den ene, chassisnummer 18, er bilen på disse billeder.
Det særlige ved dette eksemplarer er dens komfortable kabine i stedet for det mere spartanske interiør i de originale LM-versioner, ligesom undervognen også er justeret til det et knapt så hardcore setup. Der er tale om en af de tidlige modeller, bygget i 1994 og oprindeligt leveret i mørkeblåmetal med sort interiør til den første ejer – en japansk entusiast. Bilen blev i 1999 købt af en tysk samler, som ad to omgange fik konverteret den til LM-specifikationer hos McLaren.
Udover de performancemæssige forskelle i drivline og undervogn, omfattede konvertingen også mere luksuriøse opgraderinger af klimaanlægget, en tilføjelse af radio-funktion til CD-afspilleren (!), en komplet ombetrækning af interiøret med beigefarvet læder dekoreret med cremefarvet og brunt alcantara samt konvertering til moderne xenon-forlygter.
Bilen har siden haft yderligere to ejere og været vist frem til adskillige officielle McLaren-events, ligesom den naturligvis er passet og plejet af McLaren Special Operations i henhold til de krævede standarder. Kilometertælleren siger knap 21.500 kilometer. Og nu kan den altså blive din, når den sættes på auktion af RM Sotheby’s i Monterey, Californien, den 16. august.
Men tag det store checkhæfte med, for den bliver med garanti ikke billig…