Den nye V90 Cross Country er Volvos svar på Björn Borg. Veltrænet, selvsikker, cool – ja, muligvis den bedste Volvo nogensinde.
Min farfar havde en Volvo. Han var landmand, så selvfølgelig havde han det. Han havde faktisk op til flere, for når bilerne gav op, blev de skubbet ind i laden ved siden af selvbinderen og alle de andre redskaber, som ikke længere blev brugt, men som var for gode til at blive smidt ud.
Farfar kunne ikke drømme om at køre i andet end Volvo, og han insisterede på, at hans bordeauxfarvede 244 kunne klare de samme opgaver som hans traktor. Det kunne den ofte ikke. Nok var den pålidelig og blev – så vidt jeg husker – aldrig noteret for ikke at kunne starte. Men når han af og til valgte at køre tværs gennem marken for at inspicere roerne, sad den fast i mudderet. Så tændte farfar en cigar og ventede på, at en eller anden hjemme på gården fik bundet et slæbetov på traktoren.
Højbenet koncept
Der er sket meget siden. Volvo er ikke længere forbeholdt gårdejere, men også advokaten, kunstneren og TV-stjernen. Og holder den foran Hotel d’Angleterre, er det ikke nødvendigvis besøg fra landet – det kan lige så godt være Zlatan, som hænger ud med vennerne. Volvo har fået et nyt image som cool – og så har bilerne fået firehjulstræk, hvilket farfar ville have syntes godt om ude i marken. Han ville især have kunnet lide V90 Cross Country, som meget vel er den fineste Volvo, du nogensinde har kørt.
Faktisk var svenskerne først med det koncept, hvor man blander en herregårdsvogn med en SUV. I 1997 løftede de sløret for den højbenede V70 XC, som gav god mening i en tid, hvor alle ville have firehjulstrækkere, men hvor Volvo endnu ikke havde en SUV. Modellen inspirerede Audi og siden Mercedes-Benz til at forvandle almindelige stationcars til terrængående stationcars.
Selvsikker attitude
På en eller anden pudsig måde ser det fedt ud, når en stationcar får mere plads i skærmkasserne og pyntes med vildmarksudstyr. I tilfældet Cross Country er undervognen hævet seks cm, hvilket giver en frihøjde på 21 cm, og det er rigeligt til at køre gennem en halv meter sne eller vand. Og selvom du aldrig nogensinde vil komme til at udnytte terrænegenskaberne, så skal man ikke undervurdere den selvsikkerhed, det giver at vide, at den kan – ligesom du sidder en anelse højere end alle de andre i trafikken.
De rå plastikskærme vil for det meste være til pynt, men de giver et råt look, akkurat som de beskyttende aluminiumsplader under fronten, langs sidepanelerne og under bagenden. 18-tommersfælge er standard, men testbilens 19-tommershjul (20.979 kr.) var bestemt ingen grim løsning.
1.400 watts ørenydelse
Interiøret er ligesom dét, du finder i en V90, hvilket ikke er til at klage over. De lyse træpaneler ligner noget, som er lavet af en lidenskabelig svensk snedker, og sæderne fås i vores verden ikke bedre. Grafikken i skærmene er måske mere tjekket i en E-Klasse, og du finder flere cool designelementer i en A6. Men Volvo har fundet et skønt kompromis med V90, som virker afstressende fra det øjeblik, du planter kroppen i det bløde læder og lader øjnene vandre hen over instrumentbrættet med den iPad-lignende touchskærm, hvorfra de fleste af bilens funktioner styres –fra det gåsehudsfremkaldende, 1.400 watt kraftige hi-fi-anlæg fra Bowers & Wilkins med 19 højttalere (80.363 kr.) til det geniale, trådløse Apple CarPlay (5.800 kr.), som gør det muligt at betjene din iPhone og dens applikationer direkte fra den store touchskærm. Det virker fremragende, skal vi hilse at sige.
Komfortnydelse
De længere fjedre betyder, at Cross Country krænger mere i svingene, men i bytte får du også en endnu bedre komfort. Du kan stadig mærke vejen under dig, men den store Volvo glider umærkbart hen over det danske vejnets milliarder af revner, huller og fartbump, og på motorvejen er det ren nydelse.
I dag har man en tendens til at belønne enhver familiebil for at være fast, skarp og dynamisk som en sportsvogn, men i dette tilfælde er det egentlig ikke det, du ønsker. Du sætter derimod pris på den forhøjede Volvos behagelige bevægelse, og den mulige luftaffjedring på bagakslen synes end ikke nødvendig. Og så kan bilen alligevel underholde dig, når vejen begynder at slå sving – især når underlaget er fedtet, takket være firehjulstrækket, som giver et godt greb og naturligvis er standard på enhver Cross Country.
Arsenal af hjælpesystemer
Kræfter mangler bilen heller ikke. Uanset hvad du vælger, får du en firecylindret motor, og vi prøvede basismodellen, en D4 med 190 dieselheste, som sammen med den ottetrins automatgearkasse gør et fremragende stykke arbejde. Du hører knap nok motoren køre, og det stærke moment sender dig kvikt afsted.
Alternativet er den kraftigere D5 med 235 hk eller benzinversionerne med 254 eller hele 320 heste. Men vi ville nu hellere nøjes med basisversionen og bruge pengene på noget af det lokkende ekstraudstyr.
Cross Country fås foruden den veludstyrede basisversion – som stiller med hele arsenalet af hjælpesystemer, der eksempelvis holder bilen inden for vejstriberne eller automatisk bremser op for fodgængere og tværkørende medtrafikanter – også i de to generøst udstyrede Plus- og Pro-versioner. Sidstnævnte har både LED-forlygter, lædersæder, digitalt instrumenthus, 19-tommersfælge og Drive Mode Setting med forskellige køreprogrammer, som hver har sit setup af styretøj, motor og gearkasse.
Bedre end nogensinde
Volvo spår selv, at en fjerdedel af alle V90-modeller fremover vil være Cross Country-versioner. Det tror vi gerne. Det vil faktisk ikke overraske os, hvis andelen bliver endnu større. Forgængeren var i produktion i ti år og solgte allermest den dag, den blev taget ud af produktion. Aldrig har en Volvo været så meget Volvo – og samtidig bedre end nogensinde. Det ville farfar give os ret i.
…
Specifikationer: Volvo Cross Country Plus D4 AWD aut.
Motor: 2,0 liter, R4, turbodiesel
Effekt: 190 hk ved 4.000 o/min.
Moment: 480 Nm ved 1.750-2.250 o/min.
Transmission: ottetrins automatgearkasse
0-100 km/t: 7,5 sekunder
Tophastighed: 230 km/t