Det bliver næppe mere luksuriøst end en Rolls-Royce Dawn. Verdens mest kostbare cabriolet er ikke bare en bil, men en oplevelse – som naturligvis skal køres af ejeren selv.
Det er ofte set, at folk kigger, når man kommer rullende i et flot køretøj. Når køretøjet er en åben Rolls-Royce så glinsende og lyseblå som Middelhavet, nøjes de ikke med at kigge. Så glor de. Og det er dem vel undt, for det ville jeg også selv gøre. Selv de kongelige kigger, for ikke engang de kører Rolls-Royce. De kører Bentley. En Bentley er et imponerende køretøj, men alt andet end en Rolls-Royce falmer en smule ved siden af en Rolls-Royce.
Sådan skal det også være. Med en målgruppe, hvor kunderne ejer alt, inklusive skibe, helikoptere og palæer så store som landsbyer, er den største fejl at lave noget, som er bare i nærheden af at være normalt – og dén regel har Rolls-Royce aldrig brugt.
Det begyndte i 1952
Navnet er Dawn. Daggry. Tidspunktet, hvor nattens ånder forsvinder som dug for solen, og hvor frygt afløses af håb. Sådan var det også i 1952. Anden verdenskrig var for længst overstået. Europa blomstrede. Verdens første passagerfly med jetmotorer, de Havilland Comet, gik på vingerne. Nogle fysikere offentliggjorde teorien om universets begyndelse, dronning Elisabeth II overtog tronen, og ikke mindst blev den første åbne Rolls-Royce Silver Dawn skabt.
Dengang var det nye tider hos Rolls-Royce, akkurat som i dag, hvor den mægtige Phantom for længst er rullet af samlebåndet, og de tjekkede konceptbiler vælter frem, mens idéen om en SUV (eller en ’all-terrain, high-sided vehicle’, som de kalder det hos Rolls-Royce) ikke længere synes så blasfemisk. Tiden går, med andre ord, og modeller som Dawn skal ruske op i mærkets image for at få det yngre klientel til at kaste deres kærlighed på mærket. Den 32-årige tech-milliardær fra Silicon Valley, eksempelvis. Eller rockstjernen med de mange millioner Instagram-følgere. De ældre velhavere med røde bukser og cigarer så store som træstammer er ved at uddø, og der er da også mere Kardashian end Hendes Majestæt over den azurblå Dawn med det utroligt hvide interiør, som vi bliver overdraget kort efter vores ankomst til vores luksushotel i Nice.
Destination: Saint Tropéz
Der er stil over sagerne, naturligvis. Pressematerialet leveres i et omslag af tykt, håndsyet læder, og 20 sekunder efter at vi er tjekket ind i vores villa med udsigt ud over Provence, banker det på døren. ”Welcome, sir,” siger hun og stiller et fad med fem franske makroner, hver især med Rolls-Royce-logoet svitset ned i toppen af sukkeret.
Frokosten indtages på hotellets golfklubs terrasse, mens et større antal dokumenter underskrives. Bare lidt juridisk formalia, inden vi overtager nøglerne til biler for mange millioner, men for de målløse gæster ved de andre borde ligner det, utvivlsomt, at vi hver især lige har underskrevet købsaftalen på den dyreste cabriolet, du kan tænke dig.
Nuvel, vi lader dem blive i tankerne, da vi rejser os og slentrer mod det lille område foran hotellets indgang, hvor vores Dawn holder og venter. Den enorme, baghængslede dør, som synes at veje det samme som en Toyota Aygo og i sig selv er et fascinerende stykke ingeniørarbejde, trækker sig automatisk det sidste stykke ind med et sug. Navigationen er sat til Saint-Tropez med en lille afstikker til en eksklusiv beach club af den type, hvor det ikke er mærkeligt at bestille champagne i magnumflasker klokken halv 11 om formiddagen. Alt er, som det skal være. Og lad os så komme afsted.
En magtfuld udsigt
Der findes næppe nogen mere magtfuld udsigt end den, du har gennem forruden på en Rolls-Royce. Måske på grund af den lange fronthjelm, som synes at fortsætte ud i det uendelige. Måske fordi du kan skimte The Spirit of Ecstasy – kølerfiguren, som forestiller en smuk kvinde med armene spredt ud som vinger – derude. Enhver Rolls-Royce er for de ekstremt rige, men også for deres venner, for når Rolls-Royce siger, at der er plads til fire voksne i en Dawn, så holder det stik. Bagsædet er kæmpe. Dawn udspringer af Ghost-familien, som også rummer coupéversionen Wraith, men 80 procent af bilen er unik, og sågar dækkene, der omkranser de 21 tommer store fælge med det karakteristiske RR-logo, er specielt udviklede til det, som fabrikken i Goodwood i al beskedenhed kalder for verdens mest stille cabriolet.
Og så er der kalechen. Naturligvis har bilen en ægte kaleche. Et foldetag ville være som at spise østers med kniv og gaffel. Utvivlsomt mere praktisk, men langtfra så elegant som den ægte vare. Desuden ville et foldetag, som skulle dække den store kabine, tvinge designerne til at give Dawn en gigantisk bagende til at skjule grejet i nedfoldet tilstand. I stedet har de skabt en klassisk cabriolet med elegante linjer, der leder tankerne hen på de klassiske speedbåde, man ser på Comosøen. Selve kalechen er tyk og kæmpe som et cirkustelt, men den folder sig alligevel op og ned på 22 sekunder – hvilket naturligvis kan ske, mens du kører, så du ikke behøver holde ind i vejkanten, hvilket enhver Rolls-Royce-ejer vil sætte pris på.
Ikke en bil, men en oplevelse
Du kører ikke bilen. Du oplever den. Det giver ikke mening at vurdere, om styretøjet giver den rette feedback, eller om speederresponsen er skarp nok. Under aftenens middag oplyser fabrikkens PR-chef, at kunder, som bestiller en Rolls-Royce, som regel har mindst ti biler i garagen i forvejen. Hvis de har travlt, tager de nok deres Porsche. Eller Ferrari. Eller Lamborghini. En Rolls er toppen af kransekagen. Trofæet. Et statement ud over alle grænser. Det er fornemmelsen af at rejse i noget, som er så unikt, der betager dig.
Komforten er den bedste, vi nogensinde har oplevet i noget, som ikke har været et skib. Uanset hvad du kører hen over, føles det som at køre på en madras. Og på motorvejen er briten så sublim, at du skal anstrenge dig for at holde tårerne tilbage. Noget, du i øvrigt godt kan opgive, hvis du først får tændt for det 1.300 watt kraftige og 16 højttalere store Bespoke Audio, der spiller, som sad hele Rolling Stones omme på bagsædet.
2,6 tons kraftfuld luksus
Når det er sagt, er en Dawn ganske adræt. Den er bredere end en Ghost og samtidig 180 mm kortere mellem akslerne, ligesom tyngdepunktet er lavere, og luftundervognen er fintunet med aktive krængningsstabilisatorer. At kalde Dawn en sportsvogn er nok lige at tage den til kanten, men i betragtning af bilens vægt på 2,6 tons klarer den de snoede, provencalske bjergveje overraskende hæderligt. Og så mangler den naturligvis ikke kræfter, hvilket nu ikke er noget, den praler med. På allersidste side i den officielle brochure står der, at den har en V12 med 571 hk. Den har ikke nogen omdrejningstæller, men en ’Power Reserve’, og det hele opleves aldrig som andet end et dybt sug i maven.
Om jeg kan lide den? At formulere det sådan ville være en underdrivelse. Jeg er betaget. Der findes få bilmærker, som er så eksotiske, kompromisløse og styret af følelser, og hvor sådan noget som salgsvolumen og markedsandele er underordnet. Rolls-Royce Dawn er et suverænt eksempel. Den er ikke en bil. Den er en oplevelse.
PS: Og send bare chaufføren hjem. Dén her skal du selv nyde.
. . .
Model: Rolls-Royce Dawn
Motor: 6,6 liter, V12, turbo
Effekt: 571 hk ved 5.250-6.000 o/min.
Moment: 820 Nm ved 1.600-4.750 o/min.
Transmission: 8-trins automatgearkasse
0-100 km/t: 4,8 sekunder
Tophastighed: 250 km/t.
Forbrug: Fuldstændig ligegyldigt
Pris: ca. 6,5 mio. kr.