Først kom Supra, og nu Gazoo Racing præsenteret den næste model i rækken af hurtige Toyotaer, som er en … Yaris? Jeps!
Okay, det er så ikke nogen helt almindelig Yaris. Det er homologiseringsudgaven af bilen, som skal sikre Toyota endnu et verdensmesterskab i rally. Det betyder blandt andet, at GR Yaris bygger på en helt unik undervogn med specialudviklede wishbones og en affjedring, som kan klare en markvej med topfart, gigantiske bremser og naturligvis firehjulstræk. Det tredørs karrosseri er lavere og bredere (den ligner nærmest en lille sportscoupé), og vægtfordelingen er trimmet ved at rykke motoren længere bagud, mens eksempelvis batteriet er placeret i bagagerummet.
Den har stadig en trecylindret turbomotor, men det er en af den slags trecylindrede turbomotorer, som yder 261 hestekræfter, hvilket sikrer en 0-100-tid på mindre end 5,5 sekunder og en elektronisk begrænset topfart på 230 kilometer i timen. Af særligt fede features på den 1.280 kilo tunge raket er en drejeknap, som giver dig mulighed for manuelt at justere fordelingen af kræfterne mellem for- og bagaksel. Aldrig har en Yaris været så ondskabsfuld…