Den travle danske racerkører stiller op til endnu et IMSA-løb, når hun sammen med britiske Kathrine Legge vil forsøge at vinde Detroit Grand Prix for Meyer Shank Racing den kommende weekend.
Den danske racerkører og dobbelte IMSA-vinder Christina Nielsen tilføjer endnu et løb til sin i forvejen travle kalender, når hun den kommende weekend stiller op til Detroit Grand Prix på Belles Isle. Nielsen stiller igen op med britiske Kathrine Legge, hvilket skaber en stærk duo, som hver for sig har hentet flere topresultater i det berømte byløb.
– Jeg er enormt taknemmelig over at få endnu en mulighed for at tilslutte mig Meyer Shank Racing og hjælpe dem med at styrke deres position i IMSA-mesterskabet. Det er et super professionelt og utroligt dedikeret team, som jeg virkelig nyder at arbejde sammen med, forklarer Christina Nielsen.
Og netop Detroit-banen er en klassiker i Christina Nielsens verden, da hun tre år i træk, fra 2015 til 2017, sikrede sig en podieplacering i det berømte løb. Løbet, som afvikles i forbindelse med en afdeling af det amerikanske IndyCar-mesterskab, er med sine blot 100 minutter sæsonens korteste, men er ikke desto mindre kendt for tætte og nervepirrende kampe.
Christina Nielsen: Ser frem til Detroit
– Jeg ser virkelig frem til at komme tilbage til Detroit, som er en af de baner, hvor alt går op i en højere enhed. Masser af action, tætte dueller og ikke mindst en fantastisk stemning blandt de mange tilskuere, siger Christina Nielsen.
– Det er sådan et sted, hvor man kommer helt tæt på sportens mange fans og har mulighed for at give dem nogle oplevelser. Samtidig har Meyer Shank Racing virkelig haft nogle stærke løb i Detroit de senere år, så der er absolut lagt op til en spændende weekend.
TIDSPLAN – DETROIT GRAND PRIX
Fredag 31. maj
08.45 (14.45) – Træning #1 (75 min)
12.40 (18.40) – Træning #2 (110 min)
17.20 (23.20) – Kvalifikation GTD (15 min)
Lørdag 1. juni
12.40 (18.40) – RACE (100 min)
Livetiming: https://scoring.imsa.com/
Livetstreaming: https://imsatv.imsa.com/