En stærk performance i 24-timersløbet på Spa-Francorchamps har sikret Porsche-køreren Bastian Buus et sæde i endnu en afdeling af GT3-mesterskabet GT World Challenge Endurance Cup.
Bastian Buus skal den kommende weekend igen prøve kræfter med verdenseliten indenfor sportsvognskørere, når han stiller op til sæsonens næstsidste afdeling af GT World Challenge Endurance Cup på Nürburgring. Den 18-årige dansker, som sidste år vandt det europæiske GT4-mesterskab og i år kæmper for at vinde rookiemesterskabet i den tyske Porsche Carrera Cup, stiller op til det tre timer lange GT3-løb for sit faste team, Allied-Racing, og skal dele den blå Porsche 911 GT3 R #222 med schweiziske Julien Apothéloz og tyske Joel Sturm.
– Mit team var så tilfredse med min præstation under 24-timersløbet på Spa-Francorchamps, at de gav mig muligheden for at stille op til endnu et GT3-løb. Det er jeg naturligvis enormt glad og taknemmelig over, for udover at få mulighed for at kæmpe i samme liga som de allerbedste, giver det mig også en masse ekstra erfaring ved siden af min deltagelse i Porsche Carrera Cup-mesterskabet, lyder det fra Bastian Buus.
Det tre timer lange søndagsløb på den tyske Formel 1-bane har deltagelse af et stort felt på 44 biler, og Buus skal sammen med sine to teamkammerater forsøge at nå et godt resultat i Silver Cup-klassen. Blandt de hurtigste i feltet generelt finder man blandt andre den danske Ferrari-fabrikskører, Nicklas Nielsen, som kommer direkte fra en klassesejr i årets 24-timersløb på Le Mans.
– Eftersom vi er tre kørere til tre timers ræs, bliver der naturligvis ikke så meget køretid, som til 24-timersløbet på Spa-Francorchamps. Til gengæld er ambitionerne om et godt resultat større. Vi har ikke den samme fart som de hurtigste i vores klasse, så derfor vi skal fokusere på at køre et stabilt løb, holde os udenfor problemer og være effektive i pitlane. Teamet har knoklet for at optimere bilen og forbedre hele holdets setup siden Spa-Francorchamps, så vi forventer at stille til start med bedre forudsætninger. Samtidig er vi tre meget unge kørere i samme bil, og vi helt sikkert presse hinanden til det yderste. Jeg glæder mig virkelig til det her løb.
Fjerde afdeling af årets GT World Challenge Endurance Cup blev skudt i gang fredag med test sessions og fortsætter med officiel træning og prækvalifikation lørdag samt kvalifikation søndag. Det tre timer lange løb flages grønt søndag klokken 14.45 og kan følges live på seriens eget website.
GT WORLD CHALLENGE ENDURANCE CUP
TIDSPLAN – NÜRBURGRING
Lørdag 4. september
08.30 – Træning #1 (90 min)
12.55 – Prækvalifikation (90 min)
Søndag 5. september
08.30 – Kvalifikation (4 x 15 min)
14.45 – RACE (3 timer)
Følg med LIVE: https://www.gt-world-challenge-europe.com/watch-live