Dansk kæmpetriumf på Sebring International Raceway, hvor Mikkel Jensen, Ben Keating og Scott Huffaker for andet år i træk vandt en klassesejr i det legendariske 12-timersløb. Den dansk-amerikanske trio dominerede det benhårde racerløb fra start til slut.
Mikkel Jensen sikrede natten til søndag dansk tid et af sportsvognsverdenens helt store trofæer, da han sammen med teamkammeraterne Ben Keating og Scott Huffaker og resten af holdet bag PR1/Mathiasen Motorsports vandt LMP2-sejren i 12-timersløbet på Sebring International Raceway. Det er andet i år træk, at den dansk-amerikanske tro vinder det prestigefyldte langdistanceløb i Florida, og det skete efter et løb, hvor alt fungerede forrygende fra start til slut.
– Det er kæmpestort, det her! Andet år i træk med en klassesejr på Sebring. Svært at fatte, men samtidig så utroligt velfortjent for hele teamet, især efter vores skuffende Daytona-løb i januar. Vi kørte et rent og perfekt ræs fra start til slut, helt uden fejl eller tekniske problemer. Ben Keating sendte os stærkt afsted fra en pole position, kørte tre suveræne stints og gav os et godt forspring fra start. Temperaturen var virkelig høj på Sebring i år, så det handlede om at overleve de første timer at løbet. I anden halvdel af løbet skiftede Scott (Huffaker, red.) og jeg med at dominere ræset og fortsatte stille roligt med at udbygge forspringet, lyder det fra Mikkel Jensen.
– Da jeg med en time og et kvarter tilbage af løbet hoppede i bilen for at køre den i mål, var vi næsten én omgang foran vores nærmeste konkurrenter. Og med 17 minutter igen tog jeg mit sidste pitstop for et hurtigt splash benzin. Lige dér kunne jeg godt mærke nervøsiteten, for nogle af de største fejltagelser og ulykker på Sebring er sket i de allersidste minutter, når mørket har gjort banen helt sort, og ræset for alvor begynder. Men det lykkedes at holde farten stram og undgå nærkampe, og der var virkelig god stemning på radioen, da jeg krydsede målstregen. Vi var ikke den hurtigste bil i LMP2-feltet målt på en enkelt omgang, men vi var ekstremt stabile og stærke hele vejen. Tak til hele teamet for en overlegen indsats og en fantastisk weekend på Sebring. Jeg glæder mig til mange flere, for jeg elsker virkelig den bane!
Mikkel Jensen kan allerede nu se frem til et gensyn med Sebring International Raceway, da den amerikanske racerbane og tidligere militærlufthavn midt i Florida også lægger beton og asfalt til en afdeling af VM-serien, FIA World Endurance Championship. Her vil Jensen være at finde i 2023, når han skal forsøge at vinde 1.000 Miles of Sebring-løbet med Peugeot Sport.