Der er en mesterskabsføring at forsvare for Nicklas Nielsen, Alessio Rovera og Francois Perrodo og resten af AF Corse, når fjerde afdeling af FIA World Endurance Championship skydes i gang på Monza på søndag.
Blot en uge efter ELMS-løbet på Monza er Nicklas Nielsen klar til endnu en omgang på den berømte italienske racerbane – denne gang i VM-serien. Fjerde afdeling af FIA World Endurance Championship finder nemlig også sted på ‘Temple of Speed’, og opgaven for den danske Ferrari-fabrikskører og hans teamkammerater fra AF Corse, italienske Alessio Rovera og franske Francois Perrodo, bliver at forsvare holdets føring i LMP2 Pro/Am-klassen.
– Vi missede desværre en potentiel sejr i sidste weekend, da et teknisk problem tvang os til at standse bilen og genstarte den, mens vi førte vores klasse. Indtil da var vi godt med på farten, og det lover naturligvis godt for weekendens løb. Fordelen ved både at køre European Le Mans Series og VM er, at vi får rigtig meget køretid, hvilket styrker os i begge mesterskaber. Vi kommer med frisk fart i kroppen efter løbet i sidste uge, og vores fokus bliver at forsvare og forhåbentlig udbygge føringen i LMP2 Pro/Am-klassen, lyder det fra Nicklas Nielsen.
Det har i forvejen været en begivenhedsrig uge for Nicklas Nielsen, der onsdag var én af de to Ferrari-fabrikskørere, som fik lov at rulle de første omgange i mærkets nye Hypercar. Ferrari vender nemlig tilbage til topklassen indenfor sportsvognsracing i 2023, hvilket betyder, at det italienske mærke efter mange år igen kommer til at kæmpe med om den generelle sejr i 24-timersløbet på Le Mans. Den første test af den nye racerbil, som følger Hypercar-klassens LMH-reglement, fandt sted på fabrikkens egen berømte testbane, Fiorano, hvor Nicklas Nielsen og Alessandro Pier Guidi var bag rattet.
– Det var en helt speciel dag! At blive en af de første til at køre Ferraris helt nye Hypercar var selvfølgelig en kæmpe oplevelse. Jeg har drømt om at køre Ferrari siden jeg var en lille dreng, og pludselig et køre selve bilen, som skal sende mærket tilbage i toppen af sportsvognsracing, er jo fantastisk. Der er naturligvis stadig lang vej til bilens debut i et rigtigt racerløb, men i denne uge tog vi et vigtigt skridt i den rigtige retning, lyder det fra Nicklas Nielsen.
Fjerde afdeling af 2022-udgaven af FIA World Endurance Championship skydes i gang med træning fredag den 8. juli, mens lørdag den 9. juli byder på yderligere to træningssessions samt kvalifikation. Det seks timer lange Monza-løb flages grønt søndag den 10. juli klokken 12.00. Løbet kan følges live på TV 2 PLAY, Eurosport eller på FIA WEC-appen.
FIA WORLD ENDURANCE CHAMPIONSHIP
TIME SCHEDULE – MONZA
Friday 8. April
15.30 – Practice #1 (90 min)
Saturday 9. April
09.00 – Practice #2 (90 min)
13.30 – Practice #3 (90 min)
17.50 – Qualifying (10 min)
Sunday 10. April
12.00 – RACE (6 hours)
Follow LIVE: TV 2 PLAY, TV 2 SPORT X, Eurosport, FIA WEC App