Tidlig julegave til den danske IMSA-mester, der kan se frem til fire nye legendariske langdistanceløb i det amerikanske sportsvognsmesterskab i 2022.
Mikkel Jensen har endnu ikke nået at tænde lysene på juletræet, før han er gået i gang med forberedelsen til 2022-sæsonen. Den danske LMP2-stjerne, nykårede IMSA-mester og kommende fabrikskører hos Peugeot Sport i VM-seriens Hypercar-program har nemlig sikret sig en ny kontrakt hos det amerikanske LMP2-team, PR1/Mathiasen Motorsports.
Mikkel Jensen skal for andet år i træk dele bilen med amerikanerne Ben Keating og Scott Huffaker, og aftalen er kommet i stand efter en 2021-sæson, hvor trekløveret på suveræn vis sikrede sig LMP2-mesterskabet i både WeatherTech SportsCar Championship og Endurance Cup. Jensen, Keating og Huffaker havde en forrygende sæson og sikrede sig blandt andet sejren i det prestigefyldte 12-timersløb på Sebring.
– Det bliver superfedt at komme tilbage til USA og det amerikanske sportsvognsmesterskab og ikke mindst til de fantastiske amerikanske racerbaner. Jeg havde en fed oplevelse i 2021 med Ben, Scott og resten af holdet. Vi stiller op med det samme stærke hold af ingeniører og mekanikere, så vi starter faktisk bare hvor vi slap, lyder det fra Mikkel Jensen.
Hvor danskeren i år stillede op i den fulde WeatherTech-sæson, har Mikkel Jensen i 2022 udelukkende fokus på Endurance Cup, som tæller de fire store legendariske løb på Daytona, Sebring, Watkins Glen og Road Atlanta. Der er således lagt i ovnen til en begivenhedsrigt år, hvor Mikkel Jensen også får travlt i sin nye rolle som fabrikskører hos Peugeot Sport, som med store forventninger lancerer deres Hypercar-projekt i FIA World Endurance Championship.
– Det er en kæmpe fordel for mig at kunne fortsætte i LMP2-bilen til de store amerikanske løb og dermed holde mig i form frem mod de første opgaver for Peugeot Sport i VM-serien. Samtidig betyder det også, at jeg kommer tidligt i gang med sæsonen, da Daytona køres allerede i januar og traditionelt markerer starten på motorsportsåret. Det er en virkelig god nyhed at gå på juleferie med, og jeg ser vildt meget frem til at komme i gang.
2022-udgaven af 24-timersløbet på Daytona, som afvikles på den berømte racerbane ved Daytona Beach i Florida, løber af stablen den 30.-31. januar. De tilmeldte teams får mulighed for at teste bilerne weekenden forinden til den traditionsrige Roar Before The Rolex 24 den 21.-23. januar.