Den danske racerkører og ELMS-mester Mikkel Jensen kører i denne weekend sit sidste forberedelsesløb på den berygtede Nürburgring Nordschleife inden 24-timersløbet til september.
Der er lagt op til endnu et benhårdt lørdagsræs, når Mikkel Jensen for tredje gang på lidt over en måned stiller op til et fire timer langt VLN-løb på den berygtede og udfordrende Nürburgring. Danskeren skal dele sin BMW M6 GT3 fra det tyske Walkenhorst Motorsport-team sammen med britiske David Pittard og norske Christian Krognes.
– Det bliver mit sidste løb på banen inden 24-timersløbet til september, så det er en vigtig weekend. Igen er det et presset program med både træning og kvalifikation samt løb på én enkelt dag, men vi startede sæsonen med en sejr og tog endnu en podieplacering i andet løb, så vi har et stærkt moment at bære videre, lyder det fra Mikkel Jensen.
– Målet er helt klart at komme på podiet, hvilket nok bliver sværere end før, da både Audi og Porsche har fået en bedre BOP (Balance of Performance, red.) til denne weekend. Til gengæld er nogle af topkørerne fra Audi og BMW ikke tilstede denne weekend, da der også køres DTM og ADAC GT Masters. Men først og fremmest handler det igen om at få så mange data i bogen som muligt, så vi kan arbejde videre på at finde det optimale setup til 24-timersløbet i september.
Kvalifikationen til det fire timer lange VLN-løb afvikles lørdag formiddag, inden løbet flages grønt klokken 12.00. Mikkel Jensen, David Pittard og Christian Krognes stiller op i Walkenhorst Motorsports BMW M6 GT3 med startnummer 34.
TIDSPLAN – 43. RCM DMV GRENZLANDRENNEN – NÜRBURGRING
Lørdag 1. august
Kl. 08.30 – Kvalifikation (90 min)
Kl. 12.00 – RACE (4 timer)
Livestreaming (Youtube): https://www.youtube.com/watch?v=MmINRKYUP0c