Mikkel Jensen vandt sidste år 12-timersløbet på Sebring International Raceway – og den kommende weekend vil danskeren forsøge at gøre det igen. Chancerne er gode, men det bliver hårdt, lyder det fra LMP2-køreren.
Mikkel Jensen sikrede sidste år sejren i én af de helt store amerikanske klassikere, da han sammen med Ben Keating og Scott Huffaker vandt 12-timersløbet på Sebring International Raceway. Og den kommende weekend skal trioen fra PR1/Mathiasen Motorsports forsvare deres præstation, når det prestigefyldte langdistanceløb atter finder sted.
Jensen, som i 2022 kører udvalgte løb i det amerikanske IMSA-mesterskab sideløbende med sin kørerkontrakt med Peugeot Sport i FIA World Endurance Championship, ser med begejstring frem til Sebring-udfordringen.
– Det bliver stort at komme tilbage til Sebring igen. Det er en fascinerende, oldschool racerbane. Den er rå og bumpet hele vejen rundt, så man bliver rystet godt igennem, og det samme gør bilen. 12 timer med fuld gas på Sebring i en LMP2 er lige så fedt, som det er ondskabsfuldt for kroppen og for materiellet, men netop derfor er løbet ét af mine klare favoritter. Hvis du ryger af banen, rammer du med stor sandsynlighed en betonmur, så dét er der ikke plads til. Det handler om at overleve de første 10 timer af løbet. Undgår man skader og problemer med bilen, har man en ret god chance for at ræse med om en podieplacering. Og måske en sejr, lyder det fra Mikkel Jensen.
– Det bliver endnu sværere i år, da LMP2-feltet er vokset. Der er syv biler, som alle stiller med et godt lineup af kørere og har stærke hold bag sig. 12 timer er jo et halvt Le Mans, men jeg forudser umiddelbart et sprintløb fra start til slut. Der vil blive gået hårdt til stålet. Vi har gode chancer, men det bliver en hård omgang. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang.
12 Hours of Sebring anno 2022 – som er 70-året for det berømte løb – skydes i gang med de første træningssesions torsdag formiddag dansk tid. Hele 53 biler, fordelt på fire forskellige klasser, er tilmeldt løbet. Kvalifikationen finder sted fredag, og løbet flages grønt lørdag klokken 10.10 lokal til – det er klokken 15.10 dansk tid. Hele løbet kan følges live med danske kommentatorer på Viaplay.
IMSA WEATHERTECH SPORTSCAR CHAMPIONSHIP
TIDSPLAN – 12 HOURS OF SEBRING
Torsdag 17. marts
10.10 (15.10) – Træning #1 (90 min)
14.25 (19.25) – Træning #2 (75 min)
19.45 (00.45) – Træning #3 (90 min)
Fredag 18. marts
08.55 (13.55) – Træning #4 (15 min)
10.10 (15.10) – Kvalifikation (15 min)
Lørdag 19. marts
08.00 (13.00) – Warm-up (20 min)
10.10 (15.10) – RACE (12 timer)
Følg med LIVE: Viaplay