Jan Magnussen, Antonio Garcia og Corvette Racing er klar til at hæve indsatsen i weekendens IMSA-løb på Virginia International Raceway, hvor et topresultat er altafgørende i håbet om endnu et mesterskab.
Afgørelsens time nærmer sig for Jan Magnussen og Antonio Garcia, som i weekenden stiller op til IMSA-sæsonens tredjesidste løb. De forsvarende mestre fra Corvette Racing holder en fjerdeplads i kørermesterskabet, og et topresultat er nødvendigt for at bevare håbet om et tredje mesterskab i træk.
– Virginia International Raceway har før været god ved os, og denne weekend skal den være god ved os igen. Vi har virkelig brug for en sejr, hvis vi skal være med i mesterskabskampen til finalen i oktober. Det er en bane, som altid har passet ret godt til vores Corvette C7.R, og samtidig er det en af de mest underholdende. En hurtig omgang er en fed oplevelse, men samtidig en stor udfordring, for som med mange andre oldschool amerikanske racerbaner bliver du straffet, hvis du laver den mindste fejl på VIR, lyder det fra Jan Magnussen.
Jan Magnussen: Der er meget på spil denne weekend
Weekendens løb er sæsonens anden chance for at sikre den generelle løbssejr, da det to timer og 40 minutter lange løb udelukkende har deltagelse af GTLM- og GTD-biler. Et ønskescenarie, som Magnussen og Garcia uden tvivl vil gøre rigtig meget for at opnå, da Corvette-duoens seneste sejr netop skete på Virginia International Raceway helt tilbage i 2017. Sidste år sluttede makkerparret på en andenplads.
– Vi har været på skamlen flere gange de seneste to år, men vi mangler at vinde. Og med tre løb tilbage af sæsonen er vi klar til at satse. GTLM-klassen er så tæt, at du bliver nødt til at gå efter den mindste mulighed. Naturligvis handler det om at holde sig udenfor problemer og få bilen sikkert hjem, men i vores situation på nuværende tidspunkt, må vi udnytte enhver chance. Der er meget på spil denne weekend, og vi krydser fingre for, at vi har farten – og heldet – med os.
TIDSPLAN – VIRGINIA INTERNATIONAL RACEWAY
Fredag 23. august
11.45 (17.45) – Træning #1 (45 min)
16.30 (22.30) – Træning #2 (60 min)
Lørdag 24. august
08.35 (14.35) – Træning #3 (60 min)
12.50 (18.50) – Kvalifikation GTLM (15 min)
Søndag 25. august
09.05 (15.05) – Warm Up (20 min)
13.35 (19.35) – RACE (2 timer 40 min)
Livetiming: https://imsatv.imsa.com/
Livestreaming: https://scoring.imsa.com/