Jan Magnussen og Lars Engelbrekt sluttede på en andenplads i femte afdeling af Michelin Le Mans Cup, som blev afviklet på Spa-Francorchamps lørdag eftermiddag. GMB Motorsport sikrede samtidig teammesterskabet og en billet til 24-timersløbet på Le Mans.
Jan Magnussen var tilbage på podiet, da han sammen med Lars Engelbrekt sikrede en andenplads for GMB Motorsport i femte afdeling af Michelin Le Mans Cup på Spa-Francorchamps. Det tre biler store danske motorsportsteam tog samtlige GT3-podiepladser i løbet og sikrede dermed både teammesterskabet og en billet til 24-timersløbet på Le Mans i 2023.
Jan Magnussen og Lars Engelbrekt startede det 110 minutter lange løb på en fjerdeplads i GT3-klassen. Løbet blev flaget grønt i regnvejr og var generelt præget af svære konditioner med flere ulykker og safetycars undervejs, men duoen klarede sig igennem, og Jan Magnussen kørte forbi målflaget i hælene på teamkammeraten Gustav Birch, som sammen med Kasper H. Jensen tog sejren.
– Det var en kæmpe fornøjelse at være med på holdet og hjælpe GMB Motorsport til at nå deres ultimative mål allerede i deres debutsæson, nemlig at sikre en entry til 24-timersløbet på Le Mans. Det var et udfordrende ræs, men Lars (Engelbrekt, red.) leverede en stærk indsats i regnen, og teamet havde styr på tingene i pitlane. Kæmpe tillykke til hele holdet med teammesterskabet og ikke mindst billetten til Le Mans, lyder det fra Jan Magnussen.
Jan Magnussen kører også Le Mans Cup-finalen med GMB Motorsport, hvilket sker den 15.-16. oktober på Formel 1-banen Portimao i Portugal.