Det danske LMP2-team High Class Racing har trukket deres ene bil ud af årets 24-timersløb på Le Mans, og det er dårligt nyt for Jan Magnussen.
Årets 24-timersløb på Le Mans – som er rykket fra juni til september – ser ud til at blive det første i 20 år, som ikke har deltagelse af Jan Magnussen. Danskeren, som debuterede i den franske klassiker i 1999 og siden har vundet fire klassesejre, skulle i 2020-udgaven have repræsenteret LMP2-teamet High Class Racing. Omstændighederne omkring Covid-19 har imidlertid betydet, at det danske team har måttet trække den ene af holdets to inviterede biler – den dannebrogsfarvede #20 – ud af startlisten. Og netop dén bil skulle have haft Jan Magnussen som chauffør.
– Det er en ekstremt ærgerlig nyhed, for jeg havde virkelig set frem til at stille op for et dansk team, og ikke mindst prøve kræfter i LMP2-klassen. Samtidig må jeg erkende, at det ikke er en overraskende melding. High Class Racing har kæmpet hårdt for at få det planlagte program til at lykkes, og det har været en hård opgave, som ikke er blevet mindre svær af de seneste måneders udvikling. Da Le Mans blev udsat tilbage i foråret troede og håbede mange, at verden ville være tilbage i sin normale tilstand i efteråret. Men pandemien er her stadig, og den har gjort årets Le Mans til noget helt andet, end vi er vant til. Mange af de begivenheder, som er med til at bygge løbet op, er blevet aflyst, og sammen med strenge restriktioner omkring tilskuere betyder det, at de deltagende teams har svært ved at aktivere partnere og sponsorer, forklarer Jan Magnussen.
– Jeg håber naturligvis, at tingene ser anderledes ud i 2021, og meldingen fra High Class Racing er, at planen om at stille op med to biler i 24-timersløbet stadig lever. Det bliver bare ikke i år.
High Class Racings program fortsætter i øvrigt som normalt. Teamet deltager i denne weekend i European Le Mans Series på Paul Ricard-banen og stiller også op i WEC-sæsonens resterende afdelinger. Jan Magnussens egen kalender byder ligeledes på et travlt efterår i den danske TCR-serie, hvor danskeren kører en Volkswagen Golf GTI for LM Racing, ligesom han den 29. juli stiller op i en enkelt afdeling af den skandinaviske Porsche Carrera Cup-serie.