Den firedobbelte Le Mans-vinder er klar til 2020-udgaven af den franske klassiker, hvor han skal forsøge at vinde GTE Am-klassen sammen med Ferrari-teamet JMW Motorsport.
Jan Magnussen er atter på startlisten i årets 24-timersløbet på Le Mans, hvor han skal repræsentere det britiske Ferrari-team JMW Motorsport i GTE Am-kategorien. Det er 22. gang i træk, at danskeren stiller op til verdens mest berømte motorsportsbegivenhed, og dette med et klart mål om at kunne tilføje en femte klassesejr til bogen.
– Jeg er enormt glad for officielt at kunne meddele, at jeg stiller op for JMW Motorsport i år. Jeg har arbejdet på nogle forskellige Le Mans-muligheder hen over sommeren, men da jeg blev kontaktet af JMW vidste jeg, at det var et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til. Det er et stærkt og fabrikssupporteret team, som vandt 24-timersløbet i 2017 og sluttede på andenpladsen sidste år, og med en fantastisk bil og et solidt lineup af vil vi bestemt være blandt de teams, som har en realistisk chance for at kæmpe med om sejren, lyder det fra Jan Magnussen.
Danskeren debuterede i det franske 24-timersløb i 1999 og har siden da været fast navn på startlisten. Siden 2004 har Jan Magnussen imidlertid været forbundet med de gule sportsvogne fra Corvette Racing – men i år bliver anderledes for den firedobbelte vinder, som både skifter klasse, bil og teamkammerater. Magnussen skal nemlig forsøge at vinde GTE Am-kategorien i en Ferrari 488 GTE – og dette sammen med de to amerikanske Le Mans-debutanter Richard Heistand og Max Rooth.
37-årige Richard Heistand har de seneste sæsoner gjort sig godt bemærket på den amerikanske IMSA-mesterskab, hvor han i 2019 sikrede to løbssejre i det benhårde GTD-mesterskab. Den blot 22-årige Max Root er et vaskeægte naturtalent, som vandt sit allerførste racerløb i en sportsvogn og sluttede på en andenplads i karrierens første mesterskab. Denne præstation udløste en særlig IMSA-talentpris, som førte den unge amerikaner videre til Porsche Carrera Cup-serien, hvor han har kæmpet mod nogle af kontinentets bedste GT-kørere.
– Jeg glæder mig til at møde teamet og komme i gang. Dette års Le Mans bliver mit første med et helt nyt hold i en ny kategori og en ny bil i mange år, og jeg håber, at mine mere end 20 års erfaring kan være nyttigt for teamet, siger Jan Magnussen.
– Men det bliver naturligvis også et meget anderledes Le Mans grundet Covid-19, og udover det pressede program, hvor vi blandt andet misser den traditionelle testdag to uger inden løbet, så kommer jeg til at savne tilskuerne – især de danske – og alle de fan-aktiviteter, som er med til at bygge Le Mans-ugen op. Men Le Mans er Le Mans, og jeg glæder mig til at få endnu et forsøg i det her kæmpestore fantastiske racerløb.