Suveræn indsats af den danske Lamborghini-fabrikskører Dennis Lind, som fredag satte sin Lamborghini Huracán på pole position til weekendens 24-timersløb i Barcelona.
Der er fortsat travlhed for den danske Lamborghini-fabrikskører Dennis Lind, som denne weekend har fået til opgave at hjælpe det berømte britiske Barwell Motorsport med at sikre et topresultat i et af 24H Series-kalenderen absolutte højdepunkter.
En opgave, som danskeren indledte suverænt, da han fredag eftermiddag satte teamets Lamborghini Huracán GT3 på en pole position i kvalifikationen til det benhårde langdistanceløb.
– Perfekt start på en weekend, som forhåbentlig bliver endnu bedre. Det var én af de dér omgange, hvor du bare ved, at du fik det optimale ud af den. Bilen var fantastisk, og jeg ser virkelig frem til løbet, lyder det fra Dennis Lind.
Grønt flag lørdag klokken 12.00
Barwell Motorsport er et berømte britisk team med en lang og imponerende motorsportshistorie. Holdet har været med i Lamborghinis GT3-program siden den første Huracán blev sat på banen og har foreløbig vist flotte præstationer i 2019, hvor de fører flere mesterskaber og blandt andet sikrede en klassesejr i 24-timersløbet på Spa-Francorchamps i juli.
Dennis Lind skal dele den gule Lamborghini Huracán GT3 #77 med Adrian Amstutz, Leonid Machitski og Patrick Kujala. Det fire mand store hold stiller op i den hurtigste klasse, A6-Pro, i løbet, som får grønt flag lørdag klokken 12.00.
TIDSPLAN – 24H BARCELONA
Fredag 30. august
13.00 – Træning #1 (60 min)
17.45 – Kvalifikation (15 min)
21.00 – Træning #2 (90 min)
Lørdag 31. august
12.00 – RACE (24 timer)
Livetiming: https://www.24hseries.com/2019/24h-barcelona-2019/live