Den danske LMP2-kører og ELMS-mester Mikkel Jensen stiller den kommende weekend op til tredje afdeling af European Le Mans Series, som samtidig bliver sidste forberedelse inden 24-timersløbet.
Mikkel Jensen debuterer om tre uger i 24-timersløbet på Le Mans, men inden da skal den danske LMP2-kører først forsøge at vinde tredje afdeling af European Le Mans Series sammen med sit russiske team, G-Drive Racing. Det fire timer lange ræs – som grundet Covid-19 er flyttet fra Barcelona til Paul Ricard-banen i Frankrig – afvikles lørdag som et aftenløb.
– Det er anden gang i denne sæson, at vi kører på Paul Ricard, og første gang var vi hurtige, så det forventer jeg også, at vi er denne weekend. Udfordringen bliver, at løbet denne gang afvikles om aftenen og kører ind i skumringen, så temperaturerne bliver lavere, hvilket kommer til at spille en rolle i forhold til dækvalget, lyder det fra Mikkel Jensen.
Mikkel Jensen stiller op sammen med sin faste makker, russiske Romain Rusinov, og de to får desuden selskab af den franske tidligere Formel 1-kører, Jean-Éric Vergne. Det bliver denne trio, som den 19.-20. september skal forsøge at vinde en klassesejr i LMP2-kategorien i 24-timersløbet på Le Mans.
– Vi kører for at vinde, og med den fart, vi har haft de seneste to afdelinger, så er jeg sikker på, at vi igen er med til at kæmpe om sejren. Men løbet bliver også en vigtig Le Mans-forberedelse for os, både i forhold til at få ekstra mange data i bogen og til at blive komfortabel med bilen og trafikken i løbet, lyder det fra Mikkel Jensen.
LMP2-kvalifikationen til weekendens ELMS-løb på Paul Ricard flages grønt lørdag klokken 12.20, mens det fire timer lange løb skydes i gang klokken 18.30. Løbet kan streames live via seriens eget website.
TIDSPLAN – EUROPEAN LE MANS SERIES
4 HOURS OF LE CASTELLET
Kl.12.20 – Kvalifikation LMP2 (10 min)
Kl. 18.30 – RACE (4 timer)