Et podie og en femteplads i femte og sjette afdeling af British GT Championship betyder, at Dennis Lind fortsat fører det britiske mesterskab med Lamborghini-teamet Barwell Motorsport.
Dennis Lind, Leo Machitski og resten af Barwell Motorsport sikrede i weekenden en tredje- og en femteplads i sæsonens femte og sjette afdeling af British GT Championship, hvilket var nok til at bevare føringen i det benhårde britiske GT-mesterskab. Danskeren sikrede desuden pole position til det ene af weekendens to løb, men Lamborghini-duoen havde dog ikke farten til at gentage sejrssuccesen fra Spa-Francorchamps i sidste måned.
– Første løb gik rigtig godt, og vi hentede en masse positioner og lykkedes med en podieplacering efter at have startet P7, så dét var bestemt godkendt. I andet løb kæmpede vi til gengæld rigtig meget med at få varme i dækkene under regnen, og helt frem til slutningen af løbet kunne vi rent ud sagt ikke følge med. Først på de sidste omgange fandt vi temperaturen og grebet. Generelt en fornuftig weekend, set i lyset af, at vi sikrede point til fortsat at føre mesterskabet og faktisk udbyggede vores forspring en lille smule. Stor tak til hele holdet, lyder det fra Dennis Lind.
Næste opgave for Dennis Lind, Leo Machitski og Barwell Motorsport er syvende og ottende afdeling af British GT Championship, som foregår på Oulton Park i den 11.-12. september.