Den danske Lamborghini-fabrikskører Dennis Lind skal repræsentere det italienske performancemærke på fem verdenskontinenter, når han stiller op til 2020-udgaven af Intercontinental GT Challenge.
Efter et travlt debutår som fabrikskører for Lamborghini går Dennis Lind nu en spændende 2020-sæson i møde. Den danske racerkører, som sidste år vandt 24-timersløbet på Circuit de Catalunya-Barcelona og sikrede podieplaceringer i Blancpain GT Series Endurance Cup samt Lamborghini Super Trofeo North America, stiller i den nye sæson igen op for kinesiske FFF Racing Team – men nu i det verdensomspændende GT3-mesterskab, Intercontinental GT Challenge. Lind skal igen dele en Lamborghini Huracán EVO med sine hurtige fabrikskolleger fra 2019, italienerne Andrea Caldarelli og Marco Mapelli.
– Det er en fantastisk nyhed! Der er tale om et benhårdt mesterskab, som tager os rundt til nogle af de mest berømte racerbaner i verden, og jeg glæder mig til at tage hul på endnu en sæson med Andrea, Marco og resten af FFF Racing-teamet, som jeg efterhånden kender så godt. Vi starter hårdt ud med 12-timersløbet på Bathurst i Australien, som hører til nogle af de mest ikoniske og udfordrende langdistanceløb – og en bane, som jeg altid har drømt om at køre på. Det bliver uden tvivl benhårdt, men også vildt fedt, lyder det fra Dennis Lind.
Årets udgave af Intercontinental Continental GT Challenge har igen tilslutning fra cremen af performancemærker, som foruden Lamborghini også tæller Porsche, Aston Martin, Mercedes-AMG, Audi, BMW, Bentley, Ferrari med flere. Første afdeling flages grønt den 1. februar med 12-timersløbet på Bathurst, Australien, og følges op med et 24-timersløb på Spa-Francorchamps i juli, 10-timersløbet på japanske Suzuka i august, 8-timersløbet på Indianapolis i USA i oktober samt Kyalami 9 Hour i Sydafrika i november.