Den danske racerkører og dobbelte IMSA-vinder sluttede på en femteplads i årets udgave af det berømte 12-timersløb på Sebring International Raceway.
Christina Nielsen, Katherine Legge og Bia Figueiredo kørte natten til søndag dansk tid deres Porsche 911 GT3 R i mål på en femteplads i GTD-klassen i årets udgave af det berømte 12-timersløb på Sebring i Florida. Et stærkt resultat for trekløveret, som ellers havde store udfordringer med at finde farten under forberedelserne til løbet – men samtidig også en skuffende afslutning på et løb, som indtil kort før målflaget lignede et podieresultat.
– Når vi kigger på de udfordringer, som vi havde under forberedelserne og kvalifikationen, så burde vi være enormt tilfredse med en femteplads. Alligevel gør det ondt at tænke på, at vi kort før målstregen tabte en mulig tredjeplads på grund af en lidt hård straf, lyder det fra Christina Nielsen.
Det var Christina Nielsen, som startede løbet i Team Hardpoint EBM-holdets Porsche 911 GT3 R #88 fra en niendeplads efter en udfordrende kvalifikation, hvor teamet havde svært ved at finde rytmen. Som timerne gik, lykkedes det imidlertid at finde farten, og inden halvvejsmærket nåede danskeren op på en femteplads i det benhårde GTD-felt.
– Da vi nåede til de sidste timer af løbet, havde vi pludselig en bil, som kunne være med i kampen, og da Katherine (Legge, red.) indtog tredjepladsen mod slutningen begyndte vi at fornemme det topresultat, som vi ellers troede var umuligt.
Imidlertid mente dommerne, at den britiske racerkører skulle tage en drive through gennem pitlane som straf for at have kontakt med en konkurrerende GTD-bil, hvilket sendte trioen ned på en femteplads med blot få minutter tilbage af løbet.
– Det havde været et fantastisk comeback at slutte på podiet, men sådan skulle det desværre ikke være. Når vi er kommet os over ærgrelsen, så må vi erkende, at vi fik et langt bedre Sebring-resultat, end vi turde håbe på til at begynde. Vi stillede op som et helt nyt hold, og hele teamet leverede en fantastisk indsats. Vi har bestemt noget moment at bære videre til næste løb, fortæller Christina Nielsen.
Næste udfordring for Christina Nielsen og Katherine Legge er tredje afdeling af WeatherTech SportsCar Championship, som afvikles på Mid-Ohio Sports Car Course den 14.-16. maj.