Jan Magnussen indgår samarbejde med den franske olieproducent MOTUL, som vil involvere sig i racerkørerens aktiviteter i den danske TCR-serie.
Den firedobbelte Le Mans-vinder og vinder af 24-timersløbet på Daytona, 12-timersløbet på Sebring, det danske DTC-mesterskab med mere, Jan Magnussen, indgår nu et samarbejde med den franske producent af olie- og smøremidler, MOTUL. Samarbejdet vil involvere MOTUL i Jan Magnussens aktiviteter i den danske standardvognsserie, TCR Denmark, hvor den 48-årige racerkører i øjeblikket er på andenpladsen i mesterskabet efter en bragende sæsonstart med LM Racing og CUPRA.
– Jeg er enormt stolt over at knytte bånd med et så hæderkronet mærke indenfor udvikling af olie. MOTUL er især indenfor motorsportsverdenen et ikon, som i dén grad har udviklet deres produkter på baggrund af test og erfaringer skabt på racerbanerne, og derfor er det en stor ære for mig at repræsentere mærket i Danmark, lyder det fra Jan Magnussen.
MOTUL bygger på mere end 150 års historie, og det innovative mærke er blandt andet kendt for at have introduceret bilbranchen for den første delsyntetiske motorolie i tresserne, efterfulgt af den første fuldsyntestiske olie i begyndelsen af halvfjerdserne. Siden har de tætte relationer med motorsporten og teams på højeste niveau i hele verden gjort MOTUL kendt for at bruge alverdens racerbaner som ultimative testfaciliteter.
– Jan Magnussen er en legende i såvel dansk som international motorsport, og det samme er MOTUL, når det gælder olie. Vi er glade for at have indgået en alliance med en ambassadør, som deler vores begejstring og passion, både for motorsport og performancebiler, men også for at opnå topresultater gennem konstant udvikling, optimering og fornyelse, lyder det fra Torbjörn Ekenstam, Business Development Manager Scandinavia & Finland hos MOTUL.
Samarbejdet, som blev indledt i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix den 6.-8. august i København, vil blandt andet betyde, at Jan Magnussens CUPRA Leon Competición #23, fremover vil eksponere MOTUL-mærket på de danske racerbaner, ligesom der vil være mulighed for racerkørerens fans og følgere at vinde præmier fra MOTUL på de sociale kanaler.